Erhverv

Thomas Cook opgiver "etniske" hoteller - venlige skandinaver sikrer våbenhvilen

Tidligere havde især tyskere og briter svært ved at holde hinanden ud. Men håndklædekampen om sol-sengene rundt om poolen er blevet dæmpet.

Her er et eksempel på "Scandi Cool", der er eftertragtet af nogle rejsende fra de øvrige europæiske lande. Der er et skandinavisk touch med Wegners Y-stole og værelserne har Dux-senge. Billedet er fra Ocean Beach Club i Playa del Cura på Gran Canaria. Foto: Spies.

Et af Europas største rejsebureauer, Thomas Cook Group, opgiver nu en årelang tradition med at tilbyde "etniske" hoteller på eksempelvis Mallorca til sine kunder.

Tidligere har kunderne kunne købe overnatninger på hoteller, hvor de var sikret kun at møde mennesker fra deres eget land. Hotellerne var simpelthen opdelt til fortrinsvis englændere, tyskere eller skandinaver, skriver Bloomberg.

Men tiderne har ændret sig, og Thomas Cook har spurgt 18.000 af sine kunder i tre lande samt Skandinavien, om de vil have noget i mod at være på et hotel, hvor gæsterne var af blandet nationalitet.

»Vi har punkteret myten om, at tyskere kun vil holde ferie med andre tyskere og briter med briter. Undersøgelsen viser, at de fleste er villige til at bo på et blandingshotel, hvis bare forholdet mellem nationaliteterne er det rigtige,« siger koncernchef Peter Fankhauser fra Thomas Cook til Bloomberg.

90 pct. i undersøgelsen svarede, at de ikke havde nogen problemer med at dele solsenge og hotel med folk fra andre lande. Dog vil Thomas Cook sørge for, at fordelingsforholdet bliver ligeligt, så én nationalitet ikke fuldstændig dominerer.

Og det er her skandinaverne kommer ind i billedet. Af undersøgelsen fremgår det nemlig, at både briter og tyskere anser "skandinaver" for at være de mest venlige, og de skal derfor sørge for at lette stemningen og forlene hotellerne med lidt "Scandi Cool".

Thomas Cook har afdelinger i Storbritannien, Tyskland, Belgien og i de skandinaviske lande og har omkring 22 mio. kunder om året.

»Der er ingen tvivl om, at Skandinavien er cool lige nu. Både i Storbritannien og Tyskland. De kan godt lidé det gode design og de rene linjer. Desuden har vi opgraderet maden og omgivelserne, og det giver en langt mere afslappet tilgang. Men det er vigtigt, at man afbalancerer grupperne, så der ikke er en alt for dominerende nationalitet på et sted,« siger adm. direktør Jan Vendelbo fra Spies, der er en del af Thomas Cook til Finans.

Tidligere havde især tyskere og briter et lettere anstrengt forhold til hinanden. En modvilje der til dels reflekterede dønningerne efter Anden Verdenskrig. Men også en beskyldning mod tyskerne om, at de altid stod pokkers tidligt op og reserverede alle solsengene ved poolen med deres håndklæder.

Samtidig hjælper undersøgelsens resultater Thomas Cook ud af en logistisk kattepine.

Ophævelsen af den etniske opdeling vil give Thomas Cook bedre økonomi i sine hoteller. Ved at gøre hoteller og resorts mere internationale kan de samme hoteller tilbydes på flere markeder.

Den kommende sommer oplever især mange sydeuropæiske destinationer et stort pres fra kunder, der tidligere tog til Tyrkiet og dele af Nordafrika. Derfor giver det forretningsmæssig mening for Thomas Cook at kunne fylde hotellerne tidligere - og helt - med flere nationaliteter.

Der er dog et sted på Mallorca, hvor demarkationslinjen mellem briter og resten af verden vil blive opretholdt. Det er på de resorts, der ligger i Magaluf vest for hovedbyen Palma.

Området er kendt for at være et populært feriemål for unge briter, der afholder polterabend'er i stor stil og med et udbud af restauranter og irske pubs, der serverer fish & chips i lange baner. Det vil rejsebureauet ikke udsætte andre nationaliteter for.

BRANCHENYT
Læs også