Anklager i Volkswagen-sag: De første domme kan falde i år
VW's snydeskandale har stået på siden 2015. I år forventer anklagerne på bilgigantens hjemmebane at afslutte retssager.
Inden 2017 er overstået, kan der være ny afklaring i Volkswagens igangværende skandalesag.
De tyske anklagere forventer nemlig, at de første domme vil falde i det indeværende år. Det skriver det tyske bilmagasin Automobilwoche, der citerer chefanklageren ved anklagemyndigheden i Braunschweig, som VW’s hovedkvarter i Wolfsburg hører under.
»Vi håber at kunne afslutte retssagerne i 2017,« siger anklager Klaus Ziehe til magasinet.
Hvor mange det drejer sig om, siger Ziehe ikke noget om. Ifølge magasinet behandles der i øjeblikket 4 forskellige straffesager med 47 involverede, hvoraf nogle dog går igen flere gange.
Da skandalen begyndte at rulle i september 2015, insisterede Volkswagen på, at kun en lille håndfuld folk var involveret i bilgigantens omfattende snyd med dieselmotorer.
I marts erklærede Volkswagen sig skyldig i at give falske informationer til bilkunder og forhandlere om udledningsniveauet i sine dieselbiler og i at obstruere efterforskningen, da myndighederne i USA fattede mistanke.
I forbindelse med den amerikanske retssag har bilgiganten indvilliget i at betale en bøde på 2,8 mia. dollar og 1,5 mia. dollar i erstatning. Det svarer til ca. 30,1 mia. kr. i alt.
I april i fjor satte VW 16,2 mia. euro til side for at dække skandalens omkostninger på verdensplan.

