Erhverv

Kendt hotelkæde har gjort Dorte Krak god for over 100 mio. kr.

Arp-Hansens hoteller har de seneste år været en guldrandet forretning. Det er kommet hotelkædens direktør til gode.

Dorte Krak har siden 2003 været administrerende direktør i Arp-Hansen Hotel Group, der står bag en række hoteller i Danmark. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen

Når man ser Dorte Kraks efternavn, ledes tankerne automatisk hen på personoplysninger og ruteplaner.

Men det er på alt andet end personoplysninger og ruteplaner på Krak, at hun er blevet multimillionær og en førende erhvervskvinde.

Arp-Hansen Hotel Group

Hoteller i Arp-Hansen Hotel Group:

  • Phoenix Copenhagen
  • 71 Nyhavn Hotel
  • Imperial Hotel
  • Grand Hotel
  • The Square
  • Tivoli Hotel
  • Copenhagen Island
  • Copenhagen Strand
  • Gentofte Hotel
  • Wakeup Copenhagen, Borgergade
  • Wakeup Copenhagen, Carsten Niebuhrs Gade

Nye hoteller i 2017:

  • Wakeup Aarhus
  • Steelhouse

Kilde: Arp-Hansen Hotel Group

For siden 2003 har 49-årige Dorte Krak været administrerende direktør i Danmarks største hotelkæde, Arp-Hansen Hotel Group, der driver 12 hoteller i Danmark og for nylig kunne præsentere det bedste regnskab nogensinde for en dansk hotelvirksomhed med et overskud på knap 250 mio. kr.

Netop de gode resultater i Arp-Hansen Hotel Group har gjort Dorte Krak yderst velhavende. Gennem sit personlige holdingselskab, Dorte Krak Holding, ejer hun således mellem 10 og 14,99 pct. af Arp-Hansen Holding, der står bag den store hotelkæde. De resterende aktier i Arp-Hansen Holding ejes af brødrene Henning og Birger Arp-Hansen, der tilsammen er gode for over 1,5 mia. kr.

Dorte Kraks ejerskab i Arp-Hansen Holding har de seneste år kastet særdeles mange millioner i hendes holdingselskab. Det samlede overskud fra 2014 til 2016 er på næsten 110 mio. kr. efter skat, og det har fået egenkapitalens størrelse op på knap 130 mio. kr. i Dorte Krak Holding.

Mio. kr. 2012/2013 2014 2015 2016
Resultat efter skat 19,7 32,6 28,5 47,9
Egenkapital 19,7 52,3 80,9 128,8

Arp-Hansen Hotel Group råder over 3.361 værelser i København, og kæden har dermed omkring 22 pct. af det samlede antal hotelværelser i hovedstaden.

Da belægningen på kædens hotelværelser ligger på et historisk højt niveau, var det seneste rekordregnskab for Arp-Hansens hoteller derfor måske ikke så overraskende.

Mio. kr. 2012 2013 2014 2015 2016
Omsætning 707 743,8 864,1 999,8 1.141,9
Resultat efter skat 56,2 78,3 125,3 200,3 247,7
Egenkapital 920,9 1.068 1.379,7 1.614 2.009,9

Dorte Krak lagde i sidste uge heller ikke skjul på, at 2016 var et godt hotelår i København.

»Hotelbranchen har det godt, og vi har udnyttet mulighederne optimalt,« sagde hun til Finans.

Dorte Krak er med i direktionen i flere selskaber under Arp-Hansen, ligesom hun er bestyrelsesmedlem i Ruths Hotel og det delvist statsejede Danske Færger. Tidligere har hun også været formand for et regeringsnedsat turismevækstteam.

BRANCHENYT
Læs også