Fortsæt til indhold

Køb en "spritny" Jaguar E - fabrikken har selv restaureret den

Efterspørgslen på "verdens smukkeste bil" er så stor, at fabrikken har lanceret salgsprogrammet "Jaguar E-type Reborn", hvor startprisen er 2,5 mio. kr. for en genfødt E-type.

Erhverv

Efterspørgslen på Jaguars E-type fra 1960'erne vil nærmest ingen ende tage. Men frem for at begynde, at producere den igen, har Jaguar selv kastet sig ind i gen-salget af sit eget ikon.

Det er bilmærkets underafdeling Jaguar Classic, der foreløbig vil tilbyde 10 gennemrestaurerede E-typer til kræsne kunder.

Den smukkeste bil, der nogensinde er bygget
Enzo Ferrari, om Jaguar E

Fabrikken finder og opkøber selv de gamle modeller, som den herefter genopbygger efter alle kunstens regler - og efter de oprindelige fabriksspecifikationer, skriver bilsiden R&T.

Jaguar vil i første omgang kun tilbyde de "genfødte" modeller fra den såkaldte Series 1 E-Types og startprisen er på 355.000 dollars eller omkring 2,5 mio. kr. Hvis kunderne har specielle ønsker, kan prisen blive endnu højere.

Restaureringen af de gamle Jaguar'er foregår på fabrikken i Coventry og der er tale om en gennemgribende operation, der skal føre bilerne tilbage til deres originale stand. Foto: Jaguar.

Jaguar vil forsøge at redde så mange af de originale dele som muligt, men vil dog udskifte rustne komponenter fra de bærende kontruktioner og andet der er kritisk for bilens sikkerhed.

Desuden kan kunderne vælge opgraderinger som et bedre kølesystem, synkroniseret gearkasse og bremser fra den senere Series 2 E-type.

"Coming home" lyder det helt nostalgisk på Jaguars hjemmeside, når de omtaler deres Reborn-program. Det er også svært ikke at få tårer i øjnene ved så megen skønhed. Foto: Jaguar

Netop disse muligheder for tilvalg afspejler svaghederne ved den oprindelige bil. Indtil videre har Jaguar valgt kun at restaurere Series 1, så man kan ikke bestille eksempelvis en V12 model fra 1973 eller andre mutationer.

Restaureringen foregår på Jaguar Land Rover Classic Works i Coventry i Storbritannien. Og det var egentlig Land Rover, der fandt på at gøre det til en forretning.

I februar i år meddelte Land Rover Classic, at man ville sælge gennemrestaurerede modeller af den første generation af Range Rovers - her var startprisen 1,2 mio. kr.

Artiklens emner
Jaguar