Fortsæt til indhold

Køkkengiganten Nobia tjener 226 mio. kr. efter nyt kanonår

Nobia Danmark, der står bag flere kendte køkkenkæder, leverer et af sine bedste resultater nogensinde.

Rune Stephansen (th.), adm. direktør i Nobia Danmark, er meget tilfreds med køkkenproducentens nye årsregnskab. Foto: Rune Aarestrup Pedersen.
Erhverv

Der er gyldne tider i køkkenbranchen. Salget til danske forbrugere vokser eksplosivt, og det smitter af på producenterne, heriblandt køkkengiganten Nobia Danmark, der står bag kæder som HTH, Invita og Uno-form.

Danmarks største køkkenfirma har løftet både omsætning og indtjening til rekordhøjder og sender en stor pose penge hjem til sine svenske ejere. Det viser et nyt årsregnskab.

I 2016 omsatte Nobia Danmark for 1,75 mia. kr. og fik et overskud på 226 mio. kr. Selskabets ejer, den svenske børsnoterede koncern Nobia AB, trak næsten hele overskuddet - 215 mio. kr. - ud i udbytte.

»Vi har en sund forretning med en stærk indtjening og tilvækst på knap 5 pct. Vi har styr på vores omkostningsniveau og øger derfor vores fokus på at vokse. Samtidig bygger vi lige så mange køkkener som i tiden før finanskrisen, og opgangstiderne ser umiddelbart ud til at fortsætte med kommende ordrer for både Invita, Uno-form og HTH,« siger adm. direktør i Nobia Danmark, Rune Stephansen, i en pressemeddelelse.

Der er tale om et af de bedste resultater nogensinde for Nobia Danmark, der har 121 butikker rundt om i landet, og som producerer størstedelen af sine køkken,- bad,- og garderobeskabe på hovedsædet i Ølgod.

I alt beskæftiger Nobia Danmark 1.400 medarbejdere. De skal være med til at føre køkkenkoncernens nye 2020-strategi ud i livet, fortæller direktør Rune Stephansen. Strategien indebærer bl.a. en større sammensmeltning af de fysiske butikker og nethandlen.

Som eksempel har Nobia erstattet Gør det Selv-HTH-butikkerne med det nye koncept HTH GO. Derudover er et nyt og mindre butiksformat ved at blive testet af med en placering i det indre København.

Når konceptet er flyvefærdigt, skal det foldes ud til de øvrige markeder, hvor Nobia er repræsenteret.

»Konceptet tager afsæt i en ny og smart teknologi og skal vise, at vi kan rykke lige så hurtigt som de beslutningsdygtige kunder. Det nye butiksformat er et tillæg til de nuværende butikker for at komme tættere på vores kunder i byerne,« forklarer Rune Stephansen.

Artiklens emner
Møbelindustrien
Nobia