Nordjysk stålarving giver sig selv ekstra stor pengegave
Mads Møller Hansen, der er topchef i den store industrikoncern DS Gruppen, har tjent mere end 160 mio. kr. de seneste fem år.
Den familieejede nordjyske stål- og betonkoncern DS Gruppen har i en årrække været en velsmurt forretning med større millionoverskud.
Derfor er det heller ikke så overraskende, at familien bag DS Gruppen er særdeles velhavende.
Det er der netop kommet et nyt bevis på i form af et 2016-regnskab fra det holdingselskab, DS Gruppens koncerndirektør, Mads Møller Hansen, ejer 100 pct. af.
Regnskabet viser et overskud på næsten 10 mio. kr. efter skat. Det betyder, at det samlede overskud de seneste fem år beløber sig til mere end 160 mio. kr. i Mads Møller Hansens holdingselskab, der har ejerandele i en række selskaber, herunder 25 pct. af aktierne i DS Gruppen.
| Mio. kr. | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 |
|---|---|---|---|---|---|
| Resultat efter skat | 15,2 | 18,3 | 91 | 27,8 | 9,9 |
| Egenkapital | 150 | 168 | 258,8 | 286,6 | 296,3 |
Det mest bemærkelsesværdige ligger dog ikke i overskuddet i Mads Møller Hansens holdingselskab.
Nej, det er således det foreslåede udbytte på 26 mio. kr., som adskiller sig markant fra årene forinden. Gennem en årrække er der nemlig konsekvent blevet udbetalt 220.000 kr. i udbytte til Mads Møller Hansen.
Men det beløb blev altså mangedoblet i 2016.
Finans har været i kontakt med Mads Møller Hansen, men han har ingen kommentarer til regnskabet fra hans holdingselskab.
Siden juli 2015 har han været koncerndirektør i DS Gruppen, der er beliggende i Hobro. Posten som koncerndirektør overtog han fra sin far, Svend Møller Hansen, der stiftede DS Gruppen for næsten 50 år siden.
DS Gruppen omsætter årligt for over én mia. kr. og havde i seneste regnskab et overskud på knap 50 mio. kr.


