Jysk energigigant har tabt over en milliard på Stofa
Topchefen i SE, Niels Duedahl, møder kritik fra flere sider.
Energiselskabet SE satsede stort på tv-markedet i 2012, da selskabet valgte nye græsgange og overtog Stofa for 2 mia. kr. Nu nedskriver koncernen værdien af tv-giganten med 1,3 mia. kr. Topchef får skarp kritik fra flere sider.
Det skriver dagbladet Børsen.
I regnskabet for 2017 vil energiselskabet fra Esbjerg nedskrive værdien af goodwill i Stofa med godt 70 pct., hvilket skyldes vigende indtjening og negative forventninger til fremtidens tv-marked.
- Telesektoren er udfordret, og derfor laver vi denne straksafskrivning i stedet for at afskrive det over mange år. Jeg mener stadig, at købet af Stofa var det rigtige at gøre, og vi er klar til at satse endnu mere på området, siger SE's topchef Niels Duedahl til dagbladet Børsen.
Da det kundeejede SE købte Stofa for fem år siden blev Niels Duedahl beskyldt for at spekulere med elkundernes penge. Nu blusser kritikken op igen, men denne gang fra et medlem af bestyrelsen.
Bestyrelsesmedlem Bent Stubkjær har ekstraordinært bedt om at få et ord i ledelsesberetningen, fordi man med Stofa-nedskrivningen ikke er enig i, at regnskabet kan betragtes som tilfredsstillende.
Dog preller kritikken af på topchefen, der med opbakning fra 25 bestyrelsesmedlemmer tager afstand fra Stubkjærs "hårde dom".
Uden for koncernen holder både teleanalytiker John Strand og aktieanalytiker i Sydbank Morten Imsgard øje med tendenser i telesektoren. Begge tolker nedskrivningen af værdien af Stofa som et bevis på, at SE betalte overpris for Stofa.

