Wells Fargo giver kunder 987 mio. kr. som undskyldning for skandale
Millioner af kunder, der fik oprettet falske konti af Wells Fargo, kan se frem til at blive kompenseret.
Det kommer til at koste den amerikanske storbank Wells Fargo en stor sum penge, at den gennem en årrække har snydt sine kunder.
I 2016 kom det frem, at medarbejdere i Wells Fargo under pres for at møde salgsmål oprettede konti og kreditkort for mere end to mio. kunder uden deres samtykke. Kunderne betalte altså gebyrer for konti, de ikke anede eksisterede.
Den metode fik i marts Wells Fargo til at lave et forlig med kunderne, hvor det blev aftalt, at banken skulle betale 110 mio. dollars, svarende til 765 mio. kr., i erstatning.
Nu er erstatningsbeløbet dog hævet til 142 mio. dollars, svarende til 987 mio. kr., fordi flere snydte kunder er blevet omfattet af forliget. Det skriver CNN.
En undersøgelse af forholdene i Wells Fargo har nemlig afsløret, at skandalen strækker sig helt tilbage til 2002 mod den tidligere antagelse om, at skandalen først begyndte i 2009.
Arbejdsmetoden i Wells Fargo havde været kendt internt i banken i noget tid, inden den kom frem i offentligheden. Derfor har den undervejs ført til fyringer af mere end 5.300 ansatte og afskaffelse af målprogrammet i banken. I 2016 blev Wells Fargo idømt en bøde på 1,22 mia. kr. af de amerikanske myndigheder, hvilket fik skandalen frem i offentlighedens søgelys.
Inden skandalen kom frem, var Wells Fargo verdens mest værdifulde bank, men den titel har den efterfølgende måtte give afkald på.
Efter en lang intern undersøgelse besluttede Wells Fargo for et par uger siden at tage 244 mio. kr. i løn tilbage fra den tidligere topchef John Stumpf, der trak sig i oktober, mens en anden tidligere højtstående medarbejder - Carrie Tolstedt - skal aflevere 409,6 mio. kr. tilbage.
Samlet set skal de tidligere ansvarlige i Wells Fargo betale lidt over 1,2 mia. kr. tilbage som en konsekvens af sagen.

