Erhverv

Jysk familie scorede formue: Solgte campingfirma i rekordår

Oase Outdoors, der sælger frilufts- og campingudstyr, er en indbringende forretning. Ny ejer kan glæde sig over rekordhøj indtjening.

Henrik Arens har været med hele vejen i Oase Outdoors forvandling fra lille producent af fritidsprodukter til en virksomhed, hvor 90 pct. af omsætningen kommer fra eksporten.
SMV

Familien Arens fra Give slog til på et godt tidspunkt, da den i fjor solgte ud af sit livsværk Oase Outdoors.

Efter 32 år som eneejer af campingvirksomheden valgte familien i 2016 at sælge 80 pct. af sine aktier til den svenske kapitalfond Ratos. Og familien gjorde det på et tidspunkt, da Oase Outdoors tjente penge som aldrig før. Det viser et nyt årsregnskab.

Oase Outdoors, der sælger camping- og friluftsudstyr, kom ud af 2016 med et rekordstort overskud på 25 mio. kr. Dermed har virksomheden på fire år mere end fordoblet indtjeningen.

På grund af en omlægning af selskabets regnskabsår dækker det nye regnskab en periode på 14 måneder. Det har påvirket indtjeningen negativt, da de to ekstra måneder i regnskabsåret var to måneder »uden for sæson,« som selskabet skriver.

De 25 mio. kr. i overskud er imidlertid »tilfredsstillende,« skriver ledelsen i regnskabet.

Oase Outdoors blev grundlagt af Mogens Arens i 1984 og beskæftiger knap 70 ansatte. Virksomheden producerer og sælger primært telte, campingmøbler, soveposer og andet friluftsudstyr under de tre brands Outwell, Easy Camp og Robens.

Produkterne distribueres globalt til mere end 40 markeder gennem et stort antal forhandlere.

Gennem årene har det været en indbringende forretning for den jyske ejerfamilie. Familien har tjent millioner, men intet der kan sammenlignes med det beløb, som tikkede ind på kontoen, da familien solgte 80 pct. af sine aktier.

Salget indbragte knap 230 mio. kr., viser et regnskab fra familiens holdingselskab, SNERA Holding ApS.

Henrik Arens, søn af stifter Mogens Arens, er fortsat adm. direktør i Oase Outdoors. Han og et antal nøglepersoner har desuden beholdt 20 pct. af aktierne i virksomheden.

BRANCHENYT
Læs også