Fortsæt til indhold

Jysk oliekæmpe i krise: Medarbejdere og millioner forsvinder i hundredvis

Esbjergensiske Semco Maritime har leveret endnu et dundrende underskud.

Erhverv

Det er hårde tider på Esbjerg Brygge, hvor offshorekæmpen Semco Maritimes hovedkvarter ligger på kanten til Vesterhavet og kun et vindueskig væk fra Fanø. I 2016 har man igen måttet sige farvel til medarbejdere, 250 af slagsen, og et underskud på 128 mio. kr. er med til at illustrere, hvorfor det har været nødvendigt.

Virksomhedens regnskab for 2016, der kom fredag, er alt andet end opløftende læsning. Omsætningen faldt. Igen. Underskuddet voksede sig større. Igen. Antallet af medarbejdere faldt. Igen. Og kun en kapitalindsprøjtning fra Semcos ejer - investeringsselskabet og forhenværende tobaksfabrik C.W. Obel - på 190 mio. kr. sikrede en positiv egenkapital på 141 mio. kr.

»Olieprisen har siden 2014 år påvirket hele olie- og gassektoren markant og medført betydelig tilbageholdenhed i forhold til investeringer i nye projekter og vedligeholdelse. Vi har i 2016 løbende tilpasset koncernen til det lavere aktivitetsniveau og været nødt til at sige farvel til yderligere 250 gode medarbejdere i årets løb,« udtaler selskabets adm. direktør, Steen Brødbæk, og kalder resultatet »meget utilfredsstillende«.

Situationen er ikke ny. De seneste tre år har Semco kørt med underskud, 278 mio. kr. i alt, og det årlige gennemsnitlige medarbejderantal er skrumpet fra 1.847 til 1.228. Omsætningen, der i 2012 nåede 2,4 mia. kr., var i 2016 reduceret til 1,6 mia. kr.

Mio. kr.2016201520142013
Omsætning1.5981.7442.2682.297
Resultat efter skat-127,5-85,2-65,336,9
Gns. antal ansatte1.2281.5091.8121.847

Og det værste af det hele: Der er ikke umiddelbart bedring på vej.

»Udsigterne for olie- og gassektoren er hverken klare eller løfterige på kort eller mellemlangt sigt,« lyder det fra Steen Brødbæk, der dog glæder sig over Tyra-aftalen, der kan sikre nye ordrer fra 2018.

Vi skruer tiden tilbage til 2014. Semco havde året forinden tjent 37 mio. kr., antallet af medarbejdere nåede op på 2.100, og en tønde god Nordsøolie kostede 110 dollars. I begyndelsen af 2016 var prisen dykket til under 30 dollars, og selv om prisen nu har stabiliseret sig omkring de 50 dollars, er det langt fra nok til at bringe de gyldne tider tilbage til Esbjerg Havn.

Men det pressede olie- og gasmarked har fået Semco til at ændre strategi, og således vil man frem mod 2020 gøre sig mere uafhængig af disse markeder og i stedet satse mere på forretningsområderne offshore vindenergi og vedvarende energi. Det skal pynte på udviklingen allerede i 2017, men det er formentlig ikke nok til at vende den.

»Olie- og gasforretningen er fortsat et vigtigt forretningsområde, og selv om vi har opnået gode resultater af tidligere tilpasninger og udvidet koncernens positioner inden for Offshore Wind og Renewables, kan det ikke afbøde effekten af den bratte opbremsning i vores væsentligste marked,« siger Steen Brødbæk.

Artiklens emner
Semco Maritime