Erhverv

Friske millioner skal kickstarte succesfulde European Energys globale vækstdrømme

Vækstraketten European Energy vil efter et år med heftig vækst tage en bid af det voksende globale marked for vind- og solenergi. Det kræver friske penge fra eksempelvis en børsnotering, en kapitalfond eller en industriel spiller.

Knud-Erik Andersen (tv.) er en for mange ukendt serieiværksætter, som står i spidsen for European Energy, der sidste år tjente 120 mio. kr. Nu vil selskabet uden for Europa og har brug for vækstkapital. Foto: Thomas Lekfeldt

De to danske forretningsfolk, Knud-Erik Andersen og Mikael D. Pedersen, har i al ubemærkethed skabt et nyt grønt væksteventyr med virksomheden European Energy.

Selskabet med milliardomsætning og kun 67 ansatte tjente sidste år 120 mio. kr. på at bygge europæiske vind- og solcelleparker, og nu åbner ejerne op for en større kapitalindsprøjtning, der skal sikre, at selskabet kan udfordre de store aktører på verdensmarkedet for vindmølle- og solcelleparker.

»Vi vil gerne tage det næste skridt, hvor vi træder ud fra en være en mellemstor europæisk spiller og bliver en mere global spiller. Det kræver en anden kapitalstruktur, og det er vi bestemt ved at kigge på,« siger adm. direktør og hovedejer af European Energy Knud-Erik Andersen.

Nye finansielle muskler kan f.eks. komme fra eksterne investorer som pensionskasser, kapitalfonde, industrielle aktører eller en børsnotering.

»Der kunne være mange muligheder, det vil vi kigge på med et åbent sind,« siger Knud-Erik Andersen, der fortæller, at høje elpriser i mange vækstøkonomier giver gode ekspansionmuligheder.

»Det er vigtigt for os at være tilstede i flere markeder og med flere teknologier for at fremtidssikre vores forretning,« siger han.

Frederik Aakard, partner i Oaklins, der rådgiver om køb og salg af virksomheder, fortæller, at European Energy efterhånden har en størrelse, hvor firmaet kunne være interessant for kapitalfonde og institutionelle investorer.

»Sol og vind giver to ben at stå på, og det er godt, når man udvikler og sælger projekter. Det lyder til, at forretningen er bred nok til en kapitalfond,« siger han.

European Energy har trods en noget ujævn indtjening fra år til år som følge af forretningsmodellen med at udvikle, bygge, sælge og drive store vind- og solcelleparker oplevet en kraftig vækst.

Egenkapitalen er siden starten i 2004 seksdoblet til knap 500 mio. kr., men projekterne bliver også stadig større. Derfor kræver det yderligere penge, hvis European Energy skal vokse globalt og holde fast i sin model med ikke kun at udvikle projekter, men ligesom Dong Energy også finansiere og udvikle dem, inden man evt. sælger dem helt eller delvist.

»Vi vil meget nødig bare levere en byggetilladelse videre. Vi vil levere operationelle anlæg, som er sat i drift og finansieret, og vi vil gøre, hvad der skal til for at sikre, at vi også kan det i den næste fase,« siger Knud-Erik Andersen.

Det er også afgørende for eventuelle investorer, lyder det fra Frederik Aakard fra Oaklins.

»Der er mange developere og projektudviklere derude, og det er stort set umuligt at tiltrække kapital. Det, der gør denne interessant, er, at den har alle led i værdikæden. Og de har kunnet rejse lånekapital, som plejer at være kritisk,« siger Aakard.

European Energy lånte 340 mio. kr. ved at sælge virksomhedsobligationer i 2015.

BRANCHENYT
Læs også