Erhverv

Regel om to piloter i cockpittet droppes

Lufthansa-gruppen har skærpet kontrollen med piloterne, som nu godt må sidde alene i cockpittet.

Lufthansa gruppen har skærpet kontrollen med piloterne.
Foto: Lukas Schulze/AP

Lufthansa-gruppen kræver ikke længere, at der skal være to piloter i cockpittet på samme tid. Det sker, efter at en række krav om skærpet kontrol med piloterne er blevet indført.

Kravet om to piloter kom, efter at en pilot fra det tyske flyselskab Germanwings, der er en del af Lufthansa gruppen, i foråret 2015 styrtede ned i de franske alper. Undersøgelser viser, at piloten havde lukket sin medpilot ude fra cockpittet og derefter havde valgt at begå selvmord ved at styrte flyet til jorden. 149 mennesker omkom.

Nu har Lufthansa, Austrian Airlines, Swiss og Austrian droppet reglen.

Det sker efter en omfattende undersøgelse og gennemgang af sikkerheden i forbindelse med bemandingen af flyene.

De europæiske luftfartsmyndigheder, EASA, har opstillet en række krav, som flyselskaberne skal leve op til, hvis de ønsker at fravige reglen om to piloter i cockpittet på samme tid. Lufthansa gruppen mener at opfylde disse krav. Det skriver branchemediet Check-in.

Flyselskaberne skal bl.a. have procedurer, der kan vurdere piloternes psyke. Piloterne skal have ordentlige og trygge ansættelsesvilkår. De skal også have adgang til psykologisk støtte, ligesom flyselskaberne skal minimere de psykologiske og sociale risici, som piloterne kan blive udsat for.

Læs også