Fortsæt til indhold

Lego eksperimenterer med ny slags klodser

... og de er lavet af en ny slags plastik.

Erhverv

Millioner af børn og barnlige sjæle over hele verden leger hver dag med små, farverige klodser fra den danske legetøjsgigant Lego.

Men i en ikke fjern fremtid er legoklodserne, som der hvert år produceres mere end 60 mia. af, ikke lavet af traditionel plastik. Lego har en ambition om at producere klodser af bæredygtige materialer i 2030 og eksperimenterer lige nu med klodser lavet af udtræk fra hvede, sukker og majs.

Det skriver branchemediet Metal Supply.

»Prototyperne på hvedeproduktet var et meget positivt første skridt, men prototypens udseende og finish lever endnu ikke helt op til de standarder, vi går efter i vores produkter. Vi bliver ved med at teste og udvikle, før vi er klar til at sende produkter af bæredygtige materialer ud til vores kunder,« siger Tim Brooks, vicepræsident i Legos Sustainable Materials Centre, til Metal Supply.

Allerede i 2012 luftede Lego-koncernen for første gang ambitionen om at finde alternativer til de nuværende materialer, der bruges til at fremstille legoprodukter. Men opgaven var for stor til at løfte alene.

Derfor valgte Lego i 2015 at dedikere én milliard kroner - og ansætte 100 specialister - til at forske i, udvikle og implementere nye og bæredygtige materialer, som bl.a. skal reducere udledningen af CO2.

Ambitionen er, at de ikoniske legoklodser i 2030 skal være fremstillet af bæredygtige materialer. Det betyder, at Lego vil erstatte den oliebaserede plastik, man bruger i dag, til en mere bæredygtig type plastik.

Lego har hovedsæde i Billund og omsatte i fjor for knap 38 mia. kr. Det sikrede et overskud på næsten 10 mia. kr. - og et klækkeligt udbytte til Legos ejere, den stenrige Kirk Christiansen-familie.

Artiklens emner
Lego