Erhverv

Slagterier kæmper om de danske grise

De danske slagterier overbyder nu hinanden med bonustilbud i en desperat kamp om de danske grise. Imens fortsætter de danske smågrise med at fosse ud af landet.

Produktionen af slagtesvin styrtdykker i Danmark, og slagterierne kæmper stadig mere desperat for at få flere grise. 
Foto: Ilan Brender

De to store slagterier Danish Crown og Tican har kastet sig ud i noget, der minder om en budkrig for at få fat i flere slagtesvin.

Begge slagterier mangler grise, fordi de danske landmænd har øget eksporten af levende smågrise voldsomt. Eksporten af levende grise er vokset gennem en længere årrække, men væksten er de seneste måneder accelereret, fordi smågrisene aktuelt kan sælges for rekordhøje priser i lande som Tyskland og Polen.

Resultatet er mangel på slagtesvin i Danmark, hvilket i begyndelsen af april fik Tican til at udlove en økonomisk bonus til både nye leverandører og eksisterende leverandører, der øger produktionen ved at leje ekstra stalde. I går reagerede Danish Crown ved at offentliggøre en lignende økonomisk bonusordning, der tilgodeser både nye leverandører og landmænd, der øger produktionen af slagtesvin.

Hos Tican er man dog straks klar til at byde endnu højere, hvis det viser sig nødvendigt.

»Jeg er faktisk på vej ind i et møde, hvor vi skal se på Danish Crowns udspil og vurdere, om det giver anledning til, at vi skal give vores tillæg et serviceeftersyn. Vi har lovet, at vi som helhed vil levere den bedste afregningspris i Danmark, og det løfte står vi ved,« fastslår direktør Ove Thejls, Tican.

Tican blev for et år siden overtaget af den tyske slagterikoncern Tönnies, der er privatejet. Det giver selskabet vide rammer til at betale, hvad der skal til, for at få de nødvendige grise til slagterierne. Ove Thejls medgiver således, at der på toppen af de offentligt kendte bonusser og tillæg kan laves individuelle aftaler.

»Ja, døren står på klem for det, hvis særlige forhold gør sig gældende - eksempelvis kvalitets- eller logistikmæssigt,« siger Ove Thejls.

Det er vældig positivt, at er nu nærmest er opstået en budkrig om de danske grise. Problemet er, at langt fra alle landmænd kan komme med til den fest.

Henrik Mortensen, formand, Landsforeningen af Danske Svineproducenter

Danish Crown er et andelsselskab, hvor alle leverandører i princippet skal have samme pris pr. gris. Danish Crown har derfor ikke samme muligheder for at lave individuelle særaftaler, og selskabet udfordrer allerede andelstankens grundprincipper ved at tilbyde bonus til nye leverandører eller leverandører, der øger produktionen.

»Det er vældig positivt, at der nu nærmest er opstået en budkrig om de danske grise. Problemet er, at langt fra alle landmænd kan komme med til den fest. Slagterierne udbetaler jo kun bonus til nye leverandører eller leverandører, der kan øge produktionen af slagtesvin. Taberne er dermed landmænd, som år efter år loyalt har leveret alle deres grise til Danish Crown og ikke har mulighed for at udvide,« påpeger Henrik Mortensen, formand i Landsforeningen af Danske Svineproducenter.

Danish Crowns adm. direktør, Jais Valeur, understreger, at det vil forbedre indtjeningen og hæve svineafregningen til gavn for alle selskabets andelshavere, hvis tilførslerne af slagtesvin øges, så kapaciteten på slagterierne igen udnyttes optimalt.

På den måde har man skabt et system, der belønner illoyalitet.

Henrik Mortensen, formand, Landsforeningen af Danske Svineproducenter

Henrik Mortensen medgiver, at der er denne sammenhæng, men mener alligevel, at Danish Crowns udspil er problematisk:

»Det er muligt, at øgede tilførsler af slagtesvin vil forbedre indtjeningen og løfte svinekødsafregningen med nogle få ører pr. kilo til gavn for alle andelshavere. Men problemet er, at landmænd, som for et år siden meldte sig ud af Danish Crown, nu kan melde sig ind igen og få en stor bonus. På den måde har man skabt et system, der belønner illoyalitet,« mener Henrik Mortensen.

Fra sidelinjen følger markedsanalytiker Palle Jakobsen, Agrocom, slagteriernes budkrig om de danske grise med en stille hovedrysten.

»Jeg tvivler meget på, at de bonusordninger, som Danish Crown og Tican har lanceret overhovedet vil få en effekt. Ordningerne gælder kun i en tidsbegrænset periode, og hvis landmændene skal udvide produktionen, er der tale om investeringer, som skal afskrives og forrentes over 20 år,« siger Palle Jakobsen.

Han mener, det er forfejlet at se den aktuelle situation, som en konkurrence mellem Tican og Danish Crown.

De danske smågrise vil fortsætte med at fosse ud af landet, indtil slagterierne hæver svinenoteringen.

Palle Jakobsen, markedsanalytiker, Agrocom

»Deres forskellige bonusordninger er ren og skær symptombehandling. Det virkelige problem er, at de danske slagterier for tiden simpelthen ikke er konkurrencedygtige i forhold til markederne for smågrise i lande som Tyskland og Polen. De danske smågrise vil fortsætte med at fosse ud af landet, indtil slagterierne hæver svinenoteringen til et niveau, der gør det rentabelt at beholde grisene til opfedning i Danmark,« siger Palle Jakobsen.

Danish Crown, der er branchens sværvægter, venter i år at miste 6 - 8 pct. af sine slagtninger i Danmark. Det svarer til et fald på omkring 1 mio. slagtesvin.

Intet tyder på, at presset på de danske slagterier aftager de kommende måneder, da eksportpriserne på danske smågrise lige nu er de højeste nogensinde. Udenlandske opkøbere støvsuger på det nærmeste Danmark for smågrise, hvilket vil betyde et yderligere fald i leverancerne til danske slagterier om tre - fire måneder.

»Der er fortsat udtalt mangel på smågrise på eksportmarkederne. Markedet for smågrise vil være præget af høje priser langt ind i 2018, hvilket betyder, at udfordringerne for de danske slagterier ikke forsvinder foreløbig,« vurderer Palle Jakobsen.

BRANCHENYT
Læs også