Fortsæt til indhold

På vej mod konkurs for anden gang på 10 år: Nu skal flyselskab sælges

Det italienske flyselskab Alitalia vil blive sat til salg inden for 14 dage, lyder det fra den italienske regering.

Erhverv

Det italienske flyselskab Alitalia vil blive sat til salg i løbet af de kommende to uger. Sådan lyder det nu fra den italienske regering, skriver erhvervsmediet Financial Times.

Meldingen kommer, efter at ejerkredsen bag det nødlidende flyselskab i tirsdags søgte om tilladelse hos den italienske regering om at få lov til at gå konkurs. Det blev godkendt af den italienske regering, og Alitalia er nu sat under administration.

Det er anden gang på 10 år, at Alitalia er i alvorlige økonomiske problemer, men en reel konkurs er endnu ikke en realitet. Regeringen vil ikke nationalisere flyselskabet, men den har bevilget et nødlån på 600 mio. euro til Alitalia. Lånet vil formentlig kunne holde selskabets fly i luften i det kommende halve år.

Samtidig har regeringen udpeget en komite, som bl.a. skal arbejde for at begrænse tabene i Alitalia. Og det er altså derfor, at meldingen om et salg kommer fra den italienske regering og ikke flyselskabet Etihad, der sidder på 49 pct. af aktiekapitalen i Alitalia. Etihad købte sig ind i Alitalia i sommeren 2014, hvor det italienske flyselskab også var i alvorlige økonomiske problemer.

Ifølge udmeldingen fra den italienske regering er målet at finde en køber til hele det nødlidende flyselskab. Men en egentlig konkurs er dog fortsat ikke udelukket.

Ejerne, der udover Etihad også tæller italienske banker, havde egentlig forsøgt at redde selskabet. Men redningsplanen var betinget af, at medarbejderne bakkede op om planen. I sidste uge sagde de 12.500 ansatte imidlertid nej til en plan, der ville reducere lønningerne og antallet af jobs.

Artiklens emner
Alitalia
Etihad