Erhverv
BREAKING

Lars Seier sælger alle sine aktier i Saxo Bank

Saxo Bank skifter ejer. Lars Seier Christensen forlader sit livsværk.

Lars Seier Christensen siger helt farvel til Saxo Bank. Foto: Finn Frandsen

Den kendte danske erhvervsmand Lars Seier Christensen sælger samtlige sine aktier i Saxo Bank, som han selv var med til at stifte.

Lars Seier Christensen har accepteret et købstilbud fra kinesiske Geely Group, som dermed overtager hele Lars Seiers aktiepost på 25,71 pct. i banken, der længe har sigtet mod en børsnotering.

Det oplyser Saxo Bank i en pressemeddelelse.

Hvad Geely Group betaler for Lars Seier Christensens aktier fremgår ikke. Men ifølge Geely forventer man at få flere aktionærer til at sælge, således at selskabet sætter sig på 30 pct. af Saxo Bank - og dermed bliver største aktionær.

»Jeg er utrolig stolt af Saxo Bank og bankens helt unikke og stærke position i den finansielle sektor. Jeg vil gerne sige dybtfølt tak til de mange dygtige medarbejdere i Saxo Bank og min partner, Kim Fournais, for denne snart 25 år lange rejse,« udtaler Lars Seier Christensen i pressemeddelelsen.

Kim Fournais, medstifter og adm. direktør i Saxo Bank, siger, at han ser frem til at tage Saxo Bank til nye højder med den nye storaktionær. Geely Group har ifølge Fournais vist en imponerende evne til at skabe vækst i de virksomheder, som koncernen investerer i.

»Med Geely Group som partner har vi et endnu stærkere fundament for at kapitalisere på de mange globale muligheder og ikke mindst de kinesiske og asiatiske vækstmarkeder,« udtaler Kim Fournais.

Geely-koncernen har hovedsæde i Hongkong og er bedst kendt for at eje bilmærket Volvo. Det er et datterselskab i den kinesiske Geely-gruppe, som nu vil bruge sin aktiepost i Saxo Bank til at udvide sine aktiviteter i den finansielle sektor, lyder det.

Købet af Saxo-aktierne ventes at være på plads i fjerde kvartal i år.

»Der er stor tillid til Saxo Bank, der succesfuldt har leveret innovative platforme og produkter i mere end 20 år. Banken er en respekteret leder inden for finansiel og regulatorisk teknologi, og vi forventer at skabe synergier i udviklingen af finansielle services både indenfor Geely-gruppen og til det bredere kinesiske marked,« udtaler Daniel Donghui Li, chief financial officer og executive vice president i Geely Group.

Saxo Bank blev stiftet i 1992 af Lars Seier Christensen og Kim Fournais under navnet Midas Fongsmæglerselskab. Ni år senere blev navnet ændret til Saxo Bank, da den fik en banklicens.

Nu har Saxo Bank hovedkvarter i København og beskæftiger mere end 1.500 personer verden over i byer som London, Paris, Zürich, Dubai, Tokyo og Singapore.

I september 2015 besluttede Lars Seier Christensen sig for at forlade Saxo Banks direktion, mens Kim Fournais fortsat fungerer som bankens topchef. Kim Fournais ejer selv 25,71 pct. af aktierne i Saxo Bank.

Saxo Bank kom ud af 2016 med et overskud på 302 mio. kr. efter skat mod et tab på 645 mio. kr. i 2015.

BRANCHENYT
Læs også