Så rig ville du være, hvis du havde købt aktier i Amazon, da selskabet gik på børsen
Siden børsintroduktionen for præcis 20 år siden er Amazon-aktien næsten 500-doblet i værdi.
Man skulle have købt aktier i Amazon.
Så kort kan det vel siges på dagen, hvor det er præcis 20 år siden, at den amerikanske internethandelsgigant blev børsnoteret i USA.
I den anledning har internationale erhvervsmedier som BusinessInsider.com regnet på, hvor meget aktien egentlig er steget siden dengang.
Havde man købt aktier for 1.000 dollars i Amazon på første handelsdag – den 15. maj 1997 – ville aktierne i dag være mere end 491.000 dollars værd. Det vil sige, at aktien i en periode på to årtier er steget med næsten 50.000 pct.
Amazon.com startede oprindeligt som en rendyrket internetboghandel, men har siden ekspanderet, så den i dag er førende inden for internethandel generelt. Amazon omsatte i 2016 for 136 mia. dollars.
Virksomheden er grundlagt af Jeff Bezos, som da også hører til blandt verdens absolut rigeste mennesker i dag. Ifølge Forbes.com er han den tredjerigeste kun overgået af Warren Buffett og Bill Gates.
Jeff Bezos ejer i øvrigt blandt meget andet også det anerkendte amerikanske mediehus The Washington Post.







