Landmændenes indtjening stiger 7 mia. kr. i år
De danske landmænd har udsigt til den bedste indtjening i mange år. Stigende mælke- og svinepriser løfter bundlinjen næsten 7 mia. kr. og trækker erhvervet ud af en årelang dyb indtjeningskrise.
Pengene strømmer lige nu ind i kassen på mange danske landbrugsbedrifter. Sektoren lukkede 2016 med et dundrende underskud på 3,2 mia. kr., men har i år udsigt til et overskud på 3,6 mia. kr.
Det viser nye prognoser, som landbrugets rådgivningscenter, Seges, offentliggør torsdag.
Overskuddet på 3,6 mia. kr. er det største i mange år, og det er vel at mærke opgjort efter, at landmændene har trukket deres egen løn ud af bedrifterne. Prognoserne indikerer, at landbruget har udsigt til et overskud før ejerløn på hele 7,7 mia. kr.
»Landmændenes indtjening stiger, fordi priserne på mælk og svinekød drives i vejret af en stærk efterspørgsel fra især Asien anført af Kina. Prisstigningerne forstærkes af, at landbrugsproduktionen i mange lande har været faldende efter en årrække med lave priser, som har tvunget mange landmænd til at lukke,« forklarer Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef i Seges.
Han understreger, at den aktuelle høje indtjening skal ses i lyset af, at landbruget har været igennem en årelang dyb krise, som har efterladt mange bedrifter med alt for stor gæld.
»Indtjeningskrisen er forbi i store dele af landbruget, og det er fantastisk glædeligt. Det er dog vigtigt at huske, at landbruget stadig står tilbage med alvorlige strukturelle problemer. Mange bedrifter har stadig alt for stor gæld, for lav egenkapital og et stort investeringsefterslæb. Der er brug for en lang periode med god indtjening for at løse problemerne på de bedrifter, der er kørt fast,« vurderer Klaus Kaiser.
Han venter, at den forbedrede indtjening vil få antallet af landbrugskonkurser til at falde yderligere de kommende måneder.
Den forbedrede indtjening letter også presset på bankerne.
»For 12 måneder siden så økonomien frygtelig ud på mange bedrifter. Jeg havde landbrugskunder, som simpelthen gav op, fordi de ikke kunne se vej ud af krisen. Nu er stemningen en helt anden. Indtjeningskrisen er forbi, og de mest effektive landmænd tjener lige nu penge og konsoliderer sig i et så højt tempo, at de rent faktisk får gjort noget seriøst ved det strukturelle gældsproblem,« siger Claus E. Petersen, direktør i Den Jyske Sparekasse og formand for Lokale Pengeinstitutter.


