Fortsæt til indhold

Salling-fonden klar til at købe Mærsk ud af dagligvarekoncern

Salling-fonden vil købe de sidste 19 pct. af aktierne i Dansk Supermarked inden 2019.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Købmand Herman Sallings Fond er parat til at købe den sidste portion aktier i Dansk Supermarked af A.P. Møller-Mærsk. Pengene til milliardhandlen kommer fra Dansk Supermarked selv.

Det skriver Berlingske Business.

Da Salling-fonden tilbage i 2014 øgede sit ejerskab i Danmarks største dagligvarekoncern fra 32 pct. til 81 pct., gav det genlyd i hele detailbranchen. Mærsk har siden ejet de resterende 19 pct. af aktierne, som Salling-fonden har option på at købe inden for fem år.

- Det er 19 pct. af aktierne i Dansk Supermarked, som ligger i A.P. Møller-Mærsk, og dem skal vi købe tilbage. Det er det, vi arbejder hen imod. Vi kommenterer ikke, hvornår vi gør det. Men der er en købsforpligtelse, og den vil vi opfylde senest i 2019, som det ser ud nu, siger Jens Bjerg Sørensen, Salling-fondens formand, til Berlingske Business.

Pengene til de sidste aktier vil komme fra pengestrømme i Dansk Supermarked selv, hvor der er ved at være luft i budgettet, efter at fonden endelig har fået betalt den sidste gæld til Mærsk.

Gælden stammer fra handlen i 2014, hvor Mærsk var nødsaget til at yde Salling sælgerkredit, da fonden ikke havde råd til at købe aktierne.

Artiklens emner
Salling Fondene
Salling Group