Erhverv

Bilvaskeren, der blev mangemillionær, scorer kassen

Ivan Nadelmann er et bemærkelsesværdigt eksempel på, hvordan man kommer til tops fra bunden.

Ivan Nadelmann blev mangemillionær på sælge biludlejningsfirmaet Avis. I dag tjener han fortsat store summer på biler gennem sit selskab Biludan Gruppen. Foto: Niels Hougaard.

Han begyndte som bilvasker i et biludlejningsfirma, kom til at eje hele biksen og endte med at sælge den for en formue.

Ivan Nadelmann er et af dansk erhvervslivs bedste eksempler på, at man med hårdt arbejde og sans for forretninger kan arbejde sig op fra bunden og gøre stor karriere.

Og den snart 71-årige erhvervsmand lægger stadig pæne millionbeløb til formuen. På to år har han tjent over 120 mio. kr. på sine bilforretninger, viser et nyt regnskab fra hans holdingselskab Biludan Gruppen.

Ivan Nadelmann begyndte sin karriere som bilvasker i Avis Biludlejning. Efter kort tid blev han forfremmet til også at leje biler ud, og derfra gik det stærkt. Han arbejdede sig op gennem geledderne for som 34-årig at indtage posten som direktør for Avis i Danmark.

Da Avis' amerikanske ejere i 1990 besluttede sig for at sælge sine virksomheder i Skandinavien, meldte Ivan Nadelmann sig på banen.

Han havde imidlertid ikke nok penge og måtte derfor alliere sig med den kontroversielle erhvervsmand Klaus Riskjær Pedersen. Da Klaus Riskjær Pedersen gik nedenom og hjem, måtte Ivan Nadelmann finde sig en ny medejer. Det blev forretningsmanden Finn Harald Simonsen.

Senere overtog Ivan Nadelmann hele virksomheden - og det skulle vise sig at blive indbringende.

I 2005 solgte Ivan Nadelmann sit biludlejningsimperium til et sydafrikansk investeringsselskab - og kunne stikke godt 150 mio. kr. i lommen.

Bilvaskeren, der blev mangemillionær, har også været med til at stifte en række forskellige virksomheder, heriblandt Bilernes Hus i Silkeborg og flyselskabet Jet Time. Og selvom han for længst har rundet pensionsalderen, er han stadig aktiv inden for biludlejning i bl.a. Rusland, hvor han har rettighederne til Avis-konceptet.

Derudover har han investeret en del af sin formue i ejendomme, virksomheder og et hotel.

Indtil for to år siden udlejede Ivan Nadelmann også biler i Polen. Den del af forretningen solgte han imidlertid fra. Det indbragte ham godt 100 mio. kr.

Den samlede egenkapital i Biludan Gruppen er på knap 300 mio. kr. Derudover har Ivan Nadelmann, der bor i Charlottenlund sammen med sin kone, cirka 170 mio. kr. placeret i selskabet In ApS.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra Ivan Nadelmann gennem Torben Otte Jørgensen, der er medlem af direktionen i Biludan Gruppen. Men han er ikke vendt tilbage.

BRANCHENYT
Læs også