Fortsæt til indhold

Er du også blevet Nexflix-millionær? På 15 år er aktien blevet 140 gange mere værd

I dag er det 15 år siden Netflix gik på børsen. En investering på 1000 dollars i 2002 er i dag blevet til 140.000 dollars.

Som investor har man bare kunne smække benene op og gå til skålen med popcorn. Aktien er blevet 140 gange mere værd siden selskabet gik på børsen i 2002. Foto: Arkivfoto
Erhverv

Da Netflix blev introduceret på børsen den 23. maj 2002 sendte selskabet DVD’er i røde konvolutter til sine kunder. Og en af de største konkurrenter var Blockbuster. (For yngre læsere: Det var en kæde, hvor man kunne leje DVD’er og en movieboks i hård sort plastik, når der skulle hygges lørdag aften)

Der var med andre ord ingen streamning-tjeneste. Men det lavede Netflix om på. Selskabet er i dag en global mediegigant som udbyder film og tv-serier, der kan ses med det samme.

Hvis man havde investeret 7000 kr. i Netflix, da de blev børsintoduceret i 2002, ville aktierne i dag være næsten en million kr. værd. Det er en kurstigning, der slår selv Amazon og Apple med flere længder, skriver CNNMoney.

Netflix har en markedsværdi i dag på 450 mia. kr. Det er mere end 21st Century Fox og næsten 200 mia. kr. mere end værdien af CBS og Viacom - tilsammen.

Netflix har gennem de 15 år været udsat for rygter om at andre ville overtage dem, og mange investorer tvivlede på om forretningsmodellen med streaming af film nogensinde ville give overskud.

I 2011 var Netflix endda ved at sælge sin DVD-forretning fra og omdøbe den til Qwikster. Men den pr-katastrofe fik man rettet op på.

Og siden har især serien House of Cards konsolideret Netflix som en stor succes.

Artiklens emner
House of Cards
Netflix