Fortsæt til indhold

Ny eksportstrategi skal sætte turbo på eksporten af fødevarer og miljøteknologi

En ny eksportstrategi skal hjælpe med at forløse et kæmpe potentiale for at øge eksporten af danske fødevarer og miljøteknologi.

Erhverv

Den globale middelklasse ventes at vokse fra 2 mia. til næsten 5 mia. mennesker inden 2030. Dermed vil der på verdensplan være næsten 5 mia. potentielle kunder til nogle af de varer, som Danmark er blandt de bedste til at producere: Fødevarer og miljøteknologi.

Den slags fremskrivninger har altid karakter af en forfærdelig masse fugle på taget, men Miljø- og Fødevareministeriet samt Udenrigsministeriet har nu udarbejdet en ny eksportstrategi, som skal sikre, at danske virksomheder får ram på deres del af væksten.

Strategien, der offentliggøres af ministerierne i dag, omfatter både fødevareeksporten og eksporten af miljøteknologi, og den ansvarlige minister lægger ikke skjul på, at potentialet er enormt:

»Der er et enormt potentiale for, at vi de næste år kan øge eksporten betragteligt og dermed skabe flere tusinde arbejdspladser til danskere i alle dele af landet. Vi har nogle meget dygtige virksomheder, der kan producere nyskabende, sikre og bæredygtige fødevarer med et lavt forbrug af vand og energi. Samtidig udvikler virksomhederne banebrydende grøn teknologi, som der er stor efterspørgsel på,« siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Alene fødevareklyngens eksport tegnede sig i 2015 for 153 mia. kr. - svarende til 24 pct. af hele Danmarks vareeksport - mens de danske virksomheder eksporterede miljøteknologi til en værdi af 70 mia. kr.

Ifølge den nye, danske eksportstrategi ventes den globale middelklasses forbrug at vokse fra 21 billioner dollars til 56 billioner dollars inden 2030. Det ventes at skabe en enorm efterspørgsel efter sunde, sikre, kvalitetsfødevarer, og det vil samtidig lægge et enormt pres på naturen og øge efterspørgslen efter effektive produktionsmetoder, som netop danske landmænd og virksomheder har brugt årtier på at udvikle og forfine.

Esben Lunde Larsen påpeger, at eksempelvis de danske slagterier og mejerier formår at producere fødevarer med et stadigt lavere forbrug af drikkevand og energi samtidig med, at fødevaresikkerheden er høj. På samme måde er danske virksomheder blandt verdens førende, når det gælder energieffektive løsninger som eksempelvis ressourceeffektiv vandforsyning og affaldshåndtering, fremhæver ministeren.

Ifølge den nye eksportstrategi skal der nu skabes en »sammenhængende og slagkraftig eksportfremmeindsats«. Det skal ske i tæt dialog mellem erhvervslivet og de danske myndigheder.

Den nye eksportstrategi får allerede en form for premiere mandag, når Esben Lunde Larsen deltager i et dansk eksportfremstød i Sverige. Her vil Esben Lunde Larsen både promovere danske fødevarer og vandteknologi.

Artiklens emner