Erhverv

Direktøren i 3Shape stopper efter 15 år - ejerne tager over

De to ejere af it-kometen 3Shape er blevet mangemillionærer og overtager nu også direktørposten i deres livsværk.

Tais Clausen og Nikolaj Deichmann er stiftere og ejere af 3Shape, der er blandt de største vækstsucceser herhjemme i nyere tid. På dette arkivbillede ses Tais Clausen i blå skjorte og slip. Foto: Lærke Posselt

En af Danmarks hurtigst voksende virksomheder skal have ny direktør.

Efter 15 år i spidsen for it-kometen 3Shape, der udvikler 3D-scannere til tandlæge- og høreapparatindustrien, har adm. direktør Flemming Thorup valgt at gå på pension. I stedet overtager de to stiftere, Tais Clausen og Nikolaj Deichmann, sammen direktørposten.

Det bekræfter 3Shape over for Finans.

Københavnske 3Shape er siden årtusindeskiftet gået fra to studerende og en prototype til mere end 700 ansatte. De to ejere Tais Clausen og Nikolaj Deichmann er blevet mangemillionærer på deres virksomhed, som Børsen sidste år kårede til »Danmarks hurtigst voksende.«

Flemming Thorup har været topchef i 3Shape i 15 år. Over det seneste halve år har 3Shape imidlertid gennemført en glidende overgang, hvor de to stiftere er blevet kørt i stilling som direktører.

Nu er direktørrokaden en realitet.

»Flemming Thorup er dog stadig tilknyttet 3Shape og vil støtte vores bestyrelse som eksternt bestyrelsesmedlem,« skriver Lars Christian Lund, vice president for forretningsudvikling og marketing, i en mail.

Han understreger, at direktørskiftet ikke er en voldsom omvæltning, da de to stiftere altid har været tæt involveret i driften af 3Shape.

Idéen til firmaets 3D-scannere blev i sin tid fostret på DTU af Tais Clausen, der udviklede teknologien som masterprojekt. Han allierede sig med Nikolaj Deichmann, der læste på Handelshøjskolen. Sammen har de gjort 3Shape til et af de mest lønsomme firmaer herhjemme - og et ombejlet opkøbsemne.

I 2015 omsatte 3Shape for over 700 mio. kr. og fik et overskud efter skat på over 200 mio. kr. Det nye regnskab for 2016 er lige på trapperne - og det er et regnskab, som 3Shape er »godt tilfreds med,« ifølge Lars Christian Lund.

Udover at have forgyldt de to ejere, der begge er notorisk pressesky og hemmelighedsfulde, har 3Shape med sine højteknologiske 3D-scannere skabt en masse højtspecialiserede arbejdspladser herhjemme.

Firmaet har tiltrukket nogle af de fremmeste matematikere, fysikere, ingeniører og dataloger - og har derudover hentet ledende figurer fra medicinalbranchen, herunder Novo Nordisk, Coloplast og Ambu.

Den ene af stifterne, Tais Clausen, har en formue på over 440 mio. kr. i sit private holdingselskab. Den anden stifter, Nikolaj Deichmann, har over 350 mio. kr. placeret i sin private pengetank. Egenkapitalen i 3Shape er på over en halv mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også