Erhverv
0

Danish Crown fik overskud på 812 mio. kr.

Danish Crown har for første gang øget halvårsomsætningen til over 30 mia. kr. Slagterigigantens fundament i Danmarks smuldrer, og det store britiske datterselskab, Tulip, er stadig i vanskeligheder.

Et voldsomt fald i produktionen af slagtesvin har det seneste halve år skabt store udfordringer for Danish Crown.
Foto: Gregers Tycho

Slagterigiganten Danish Crown har det seneste halve år øget omsætningen med 1,3 mia. kr. til 30,7 mia. kr.

Det er første gang, Danish Crowns halvårsomsætning passerer 30 mia. kr., og væksten er især et resultat af stærkt stigende priser på svinekød i både Europa og på verdensmarkedet.

Andelsselskabet Danish Crown er ejet af de danske svineproducenter, som kan glæde sig over, at slagteriselskabet det seneste halve har tjent flere penge og dermed har være i stand til at hæve svineafregningen med 15 pct. Det svarer til, at betalingen for landmændenes leverancer af grise er blevet løftet med omkring 600 mio. kr.

Det fremgår af det halvårsregnskab, som Danish Crown netop har offentliggjort.

»Det er en stor tilfredsstillelse, at vi igen kan betale vores ejere en rimelig pris for deres råvarer. Vi har haft en stærk efterspørgsel på dansk svinekød fra de asiatiske markeder. Samtidig er produktionen af grise faldet i Nordeuropa, og det har skabt grundlag for særdeles pæne stigninger på fersk svinekød,« fortæller Jais Valeur, adm. direktør for Danish Crown.

Størstedelen af Danish Crowns indtjening kanaliseres løbende ud til landmændene i form af betaling for deres leverancer af grise. Derfor er den aktuelle bundlinje på 812 mio. kr. mest af alt udtryk for, hvor stor en nettoindtjening Danish Crowns bestyrelse og repræsentantskab har besluttet, at der skal være i selsikabet. Når årsregnskabet offentliggøres i november, udbetales størstedelen af bundlinjen som en bonus til andelshaverne.

Jais Valeur glæder sig over den forbedrede indtjening og afregning til andelshaverne, men erkender samtidig, at indtjeningen i Danish Crowns forædlingsselskaber »ikke har levet op til forventningerne«.

»Det skyldes i høj grad, at det tager tid at komme igennem med prisstigninger over for kunderne i detailhandlen, når prisen på råvaren (svinekød, red.) stiger så hurtigt, som det har været tilfældet,« siger Jais Valeur.

Blandt Danish Crowns datterselskaber er det fortsat Tulip Ltd. i Storbritannien, der har de største udfordringer. Selskabet er midt i en turnaround.

På hjemmebanen i Danmark har Danish Crown det seneste halve år været ramt af et voldsomt fald i antallet af slagtninger. Årsagen er, at landmændene eksporterer flere og flere levende smågrise til Tyskland og Polen, hvor de danske grise kan sælges til højere priser. I de første seks måneder af regnskabsåret har Danish Crown på den konto mistet 4,8 pct. af sine slagtninger.

»Der er fortsat behov for at styrke den danske konkurrenceevne, hvis vi skal holde smågrisene i Danmark. Landmændene i Tyskland og Polen har nogle økonomiske fordele, som vi i Danmark skal kompensere for, ellers vil det koste arbejdspladser på slagterierne,« siger Erik Bredholt, formand for Danish Crowns bestyrelse.

Danish Crown halvårsregnskab (mio. kr.)  
 2016/172015/162014/152013/14
Omsætning30.71529.42029.22828.212
Resultat af primær drift1.0261.1041.108864
Resultat812819852813
Balance25.47425.95428.24524.973
Egenkapital6.4816.4326.4535.560
BRANCHENYT
Læs også