Tema
0

Børschef: Syv store selskaber vil på børsen i Moskva

Vestlige sanktioner og udsigten til en bedring i økonomien giver russisk børs et løft - russiske selskaber "flager hjem".

Rusland i krise
Rusland er stærkt afhængig af olieprisen, men økonomien spås i bedring i de kommende år, og det tiltrækker russiske selskaber til børsen i Moskva. Her ses Sakhalin-1 feltet. Foto: Bloomberg

Syv store russiske selskaber er langt fremme med planer om at blive noteret på børsen i Moskva. Det markerer en ny trend, hvor selskaberne ellers tidligere valgte New York og London.

»Vi har lige nu mellem fem og syv selskaber i pipelinen. Og det er selskaber, som ikke bare er "interesseret", men selskaber som i den grad er klar,« siger direktør Alexander Afanasiev til Reuters.

Blandt de interesserede nævner han det statslige rederi Sovcomflot, som børsen er i samtale med om en børsintroduktion (IPO).

Han fortæller samtidig, at interessen for at blive noteret på hjemmebane er påvirket både af de sanktioner, som Vesten indførte i 2014, samt en mere generel afstandtagen fra Vesten.

Tidligere flokkedes russiske selskaber om børserne i London og New York for at styrke deres internationale profil og få adgang til en større base af investorer.

Men efter sanktionerne blev indført solgte mange af investorerne ud af deres russiske aktier. Og samtidig har det officielle Rusland opfordret selskaberne til at overveje en afnotering fra de udenlandske børser som en beskyttelse mod presset (på deres markedsværdi, red.), skriver Reuters.

Ifølge Alexander Afanasiev er der en klar trend blandt de russiske selskaber til at lade deres aktier afnotere i udlandet og nøjes med en enkelt notering i Moskva. Mange af selskaberne har ellers haft en dobbeltnotering af deres aktier på den eller anden måde.

Indtil videre har PIK Group, der bygger huse, annonceret konkrete planer om at slette sin notering i London og koncentrere sig om at være på børsen i Moskva.

Desuden er det langt billigere at være noteret i Moskva end eksempelvis London, hvor flere russiske selskaber opretholder en sideløbende notering til hovednoteringen i Moskva.

Ingen russiske selskaber er blevet noteret i London siden krisen omkring Ukraine som udløste sanktionerne. Derimod har Moskva haft 10 nynoteringer siden begyndelsen af 2016. Herunder Detsky Mir, TMK og Phosagro.

Børsen i Moskva er Ruslands største børs med 700 udsteder af enten aktier eller obligationer. Og med opbakning fra præsident Putin har børsen ambitioner om at blive den ledende regionale børs i området.

BRANCHENYT
Læs også