Erhverv

T. Hansen-milliardæren Bent Jensen slår alle rekorder

Bent Jensens forretningsimperium bare vokser og vokser.

Bent Jensen grundlagde i 1991 T. Hansen Gruppen. Foto: Peter Leth-Larsen

En af Danmarks rigeste mænd fortsætter med at udvide sit forretningsimperium, der sælger alt fra scootere, dæk, cykler til fyrværkeri og udstyr til biler.

Det drejer sig om milliardæren Bent Jensen, der står bag butikskæden T. Hansen. Han begyndte i 1991 at sælge knallerter og reservedele i Middelfart i sin daværende kæreste Trine Hansens navn og kan i dag - 26 år senere - konstatere, at omsætningen og indtjeningen i T. Hansen-kæden bare vokser og vokser.

Et nyt regnskab viser, at T. Hansen i 2016 omsatte for 1,1 mia. kr. og fik et overskud efter skat på 93 mio. kr. Det er det bedste i selskabets historie.

Bent Jensen, der har en anslået formue på 1,4 mia. kr., skriver i det nye regnskab, at resultatet er over forventning, og at det primært skyldes en »øget omsætning inden for alle varegrupper.«

Den fynske rigmand har i løbet af året haft travlt med at købe op. Først overtog han Odense-firmaet Krogslund Autodele, der har fem reservedelsforretninger. Derefter slog han kløerne i den danske afdeling af værkstedskæden Mekonomen, der i flere år har kæmpet med massive underskud i Danmark.

Også Vestjysk Autodele blev købt.

Selv siger Bent Jensen, at han vil tilbyde danske autoværksteder et nyt, billigere alternativ, når de indkøber reservedele til biler. Dermed tager Bent Jensen bl.a. kampen op med fynske FTZ, der er landets største autogrossist med en omsætning på over 2 mia. kr.

Og kampen om kunderne og milliarderne skal ikke kun foregå i Danmark. For nyligt købte Bent Jensen den norske autoreservedelsvirksomhed Torshov Bilrekvisita A/S, der driver 13 butikker i Norge.

Planen er at omdanne de 13 butikker til at være en del af T. Hansen-brandet, ligesom der skal åbnes fem nye butikker rundt om i Norge i løbet af 2017.

Trods det stærke regnskab for 2016 har Bent Jensen valgt ikke at betale udbytte til sig selv. I 2015 trak han ellers 50 mio. kr. ud af T. Hansen-kæden, som har en samlet egenkapital på over 200 mio. kr.

T. Hansen-koncernen råder over 80 butikker, webshop og har mere end 700 ansatte. Hovedkvarteret ligger fortsat i Middelfart.

Navnet på virksomheden skyldes som sagt Bent Jensens ekskæreste, Trine Hansen, som han købte ud af firmaet et år efter at have stiftet det. Navnet på firmaet pillede han dog ikke ved.

BRANCHENYT
Læs også