Erhverv

Anders Krab-Johansen bliver koncernchef for Berlingske Media

Anders Krab-Johansen skifter fra Børsen til Berlingske. Han afløser Mette Maix.

Ansv. chefredaktør og adm. direktør for Børsen Anders Krab-Johansen skifter til Berlingske Media. Foto: Finn Frandsen

Børsens adm. direktør og chefredaktør, Anders Krab-Johansen, bliver ny koncernchef for Berlingske Media.

»Anders nærer en stor kærlighed for medieindustrien og er en publicist med stort P. Bestyrelsen har søgt efter en person med stor passion for mediebranchen og med evner til at navigere i den hastige forandring, branchen er inde i. Det har vi har fundet i Anders Krab-Johansen,« skriver bestyrelsen for Berlingske Media i en pressemeddelelse.

Han afløser nuværende adm. direktør, Mette Maix, der skifter til en stilling som topchef hos Flying Tiger Copenhagen, som står bag Tiger-butikkerne.

Anders Krab-Johansen har været chefredaktør for erhvervsavisen i Møntergade siden 2011, hvor han tog over efter Leif Beck Fallesen. På Børsen overtager kommerciel direktør Allan Hansen midlertidigt ansvaret som adm. direktør, mens nyhedsredaktør Jørgen Andresen bliver midlertidigt ansvarshavende redaktør.

Processen med at finde en afløser for Anders Krab-Johansen er sat i gang, skriver Børsens ejer, svenske Bonnier, i en pressemeddelelse.

BRANCHENYT
Læs også