Fortsæt til indhold

Walt Disney, Tesla og Goldman Sachs kritiserer Trumps exit fra klima-aftalen

Nogle af USA's største virksomheder modsætter sig Trumps linje i klimakampen.

Demonstranter samledes foran Det Hvide Hus for at protestere mod Trumps beslutning om at forlade klimaaftalen. Foto: AP Photo/Susan Walsh
Erhverv

»Klimaforandringerne er ægte. Nu må industrien selv lede uafhængigt af regeringen.«

Sådan skrev Jeff Immelt, den administrerende direktør i General Electric, på Twitter, da præsident Trump forlod den internationale klima-aftale. Og han er blot én af mange store navne i amerikansk erhvervsliv, der nu har modsat sig Trumps beslutning. Selvom en af Trumps begrundelser for at melde sig ud af den såkaldte Paris-aftale netop var at beskytte den amerikanske økonomi og landets virksomheder, har flere af de største nu fordømt præsidentens træk.

Det skriver BBC.

Elon Musk, manden bag Tesla og SpaceX, har siden Trumps udmelding forladt to rådgivningskommitteer i Det Hvide Hus, har han meddelt på Twitter, og den administrerende direktør i Walt Disney, Robert Iger, har over for BBC bekræftet, at han også ville forlade en stilling som rådgiver.

Apples chef, Tim Cook, har sagt til Financial Times, at han forsøgte at overtale Trump til at blive i aftalen, og Morgan Stanley, PepsiCo, Google og Walmart har alle udsendt pressemeddelelser, hvori de lover at fastholde deres engagement i kampen mod klimaforandringerne.

Selv Llloyd Blankfein, topchefen i Goldman Sachs, der aldrig tidligere har skrevet et tweet, meldte sig i koret af virksomheder, der kritiserede Trump:

»Den beslutning, der er blevet taget i dag, er et tilbageslag for miljøet og USA’s ledende rolle i verden,« skrev han.

Den amerikanske kulindustri ser dog positivt på præsidentens beslutning, og fra den amerikanske kul-lobbyorganisation, American Coalition for Clean Coal Electricity, lyder det da også, at aftalen ville have været for svær at leve op til - i hvert fald hvis det skulle gøres uden at ramme kulindustrien.

Beslutningen sendte også olie- og kulaktier i vejret. USA’s største kulvirksomhed, Peabody Energy, steg med 0,66 pct. på aktieindekset torsdag - og herfra blev Trumps træk da også budt velkommen.

Artiklens emner
Parisaftalen
General Electric