Persano Group skovler millioner ind på Matas' striber
Det familieejede Persano Group, der gennem 50 år har produceret Matas' stribede produkter, har på fem år samlet 100 mio. kr. på bundlinjen.
Mange danske familier har mindst et af "Matas' de stribede" stående på kanten af badekarret, og det kan ses på regnskaberne hos den nordsjællandske virksomhed Persano Group.
Den familieejede virksomhed fra den lille by Blistrup er blandt nordens største producenter af private label-produkter inden for personlig pleje og leverer blandt andet Matas' mange stribede produkter og Plaisir-brandet.
Det har været en god forretning for virksomheden, der sidste år hævede driftsresultatet (EBITDA) 14 pct. til 35 mio. kr. - efter nogle år med flad vækst.
Det kunne også ses på bundlinjen, der steg fra 19,7 mio. kr. til 24,1 mio. kr. efter skat. I alt har Persano Group på fem år tjent 100 mio. kr. efter skat.
Hvor stor en del af omsætningen, der kommer fra Matas - og om det er de stribede, der har sat gang i salget i år - oplyser selskabet ikke.
Selskabet har været ejet af familien Overgaard, siden farmaceut Ib Overgaard i 1949 overtog firmaet, efter den tyske grundlægger døde.
Selskabet har været grundsten til koncernen Pharma-Trade, der gennem årene har opbygget en solid egenkapital på 200 mio. kr.
Koncernen tæller også emballage-producenten Persano Plast og kosttilskudsselskabet Propharma, som familien Overgaard købte i 2003.
Det var onsdag ikke muligt at træffe selskabets direktør Jan Overgaard.


