Erhverv

Vil du holde ferie i Trump-land? Flere og flere siger nej tak

Canadiske skoler aflyser i stor stil studieture til USA, fordi nogle elever risikerer at blive nægtet adgang til naboen i syd.

Præsident Trump og hans skarpe retorik og alternative opførsel samt tweets skader den amerikanske turistindustri, skriver CNN. Foto: AP/Pablo Martinez Monsivais

USA's præsident Donald Trump, og hans mange udfald mod andre nationer og personer, gør intet godt for den amerikanske turistindustri.

I en rapport fra sidste uge fra ForwardKeys kom det frem, at USA er det eneste større land, hvor rejsebestillingerne er lavere end året før. Antallet af flyreservationer gældende for juni, juli og august er 3,5 pct. lavere end i samme periode sidste år, skriver CNN.

Faldet kommer efter Trump har indført indrejseforbud fra adskillige lande, vil trække USA ud af klimaaftalen fra Paris, har lagt sig ud med Londons borgmester, fortalt Tyskland er de ikke er "gode" og forbudt computere om bord på fly fra visse lande.

De mange meldinger har blandt andet betydet, at flere canadiske skoler har opgivet at holde deres årlige skolerejser til USA. De vil simpelthen ikke risikere, at studerende i klasserne bliver sent retur, fordi de kommer fra nogle af de lande som Trump har indført indrejseforbud mod.

Det har ellers været en årelang tradition i mange canadiske skoler, at man tager på ekskursion til USA som en del af elevernes skolegang.

Ifølge beregninger fra Global Business Travel Organisation står USA til at miste 1,3 mia. dollars i afledte turist indtægter i 2017. Det omfatter hoteller, mad, leje af biler og shopping. Og at det kan resultere i et tab af mere end 4200 arbejdspladser alene inden for forretningsrejsesegmentet.

»Da Donald Trump kom med sit indrejseforbud så vi et tydeligt fald i rejser til USA. Da det blev forkastet, var der en opblomstring, og da det nye forbud så blev præsenteret var der igen et fald. Vi ved at politik har en indflydelse på rejseaktiviteten,« siger David Harsh, der er talsmand for ForwardKeys til CNN.

Og truslen om at trække USA ud af klimaaftalen, som 194 andre nationer har underskrevet, gør yderligere skade på USA's omdømme, siger flere rejsefolk.

Alain Capestan, der er formand for Comptoir des Voyages - et fransk rejsebureau - fortæller, at der har været en nedgang i antallet af bestillinger på rejser til USA. Og han tilskriver det dels rejseforbuddet, men også den amerikanske præsidents "globale opførsel".

»Antallet af turister fra Frankrig til USA vil efter al sandsynlig blive lavere i 2017,« siger Alain Capestan til CNN.

BRANCHENYT
Læs også