Erhverv
0

Hummel hæver salget med 300 mio. kr. på et år

Stadil-familiens sportsmodekoncern har øget omsætningen med næsten 40 pct. i 2016 takket være Tyrkiet. Resultatet er faldet en smule.

Christian Stadil er fungerende adm. direktør for Hummel, som i februar bortviste den mangeårige topchef Søren Schriver. Til august tiltræder Allan Vad Nielsen som adm. direktør. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Salget af tøj og sko fra den danske modekoncern Hummel skyder kraftigt i vejret.

Hummel, der er en del af Stadil-familiens konglomerat Thornico, øgede således omsætningen med 329 mio. kr. til 1.163 mio. kr. i 2016. Det viser det nye regnskab for Hummel Holding.

Stigningen i salget er på næsten 40 pct., og det er første gang nogensinde, at Hummel runder en milliard i omsætning.

Udviklingen skyldes bl.a., at Hummel i 2016 fik fuld effekt af, at virksomheden d. 1. august 2015 overtog aktiemajoriteten i det tyrkiske salgsselskab, så omsætningen herfra nu regnes med.

»Udviklingen har været fornuftig. Det mest afgørende er, at vi har en helårseffekt fra Tyrkiet. Det er den, der afspejler sig på vores toplinje, og det er derfor, vi kommer over 1 mia. kr. i omsætning,« siger ejer og adm. direktør Christian Stadil til Finans.

Regnskabet kommer få måneder efter, at Hummel gennem foråret har været stormomsust i erhvervspressen på grund af et opsigtsvækkende skifte på direktørposten.

Tilbage i februar bortviste ejerfamilien den mangeårige adm. direktør Søren Schriver, som er blevet beskyldt og politianmeldt for bl.a. returkommission. Søren Schriver har afvist anklagerne og lagt sag an mod Hummel for uberettiget bortvisning. Samtidigt har Stadil-familien fundet Hummel en ny topchef i skikkelse af Bestseller-direktøren Allan Vad Nielsen, der tiltræder til august.

Uroen i ledelsen har dog ikke sat sig synlige spor i regnskabet.

»I 2016 nærmede vi os en halv milliard i omsætning i Tyrkiet. Så det er i realiteten halvdelen af vores omsætning, der efterhånden kommer fra Tyrkiet,« siger Christian Stadil.

Det er også netop det tyrkiske marked, der har været omdrejningspunktet for striden mellem Stadil-familien og den nu forhenværende Hummel-direktør Søren Schriver. Hummel ejer det tyrkiske datterselskab sammen med partneren Zeynel Akbulut.

Det nye regnskab for Hummel viser også, at resultatet før skat faldt fra 108 mio. kr. til 98 mio. kr. Christian Stadil forklarer:

»Vi ser et øget marginpres på vores hjemmemarkeder i Danmark og i Tyskland. Der er simpelthen øget konkurrence, og noget af det pres, som i særdeleshed sportskæderne oplever, bliver videreført til leverandørerne, herunder til os,« siger han.

Hummel-ejeren peger også på, at virksomheden har brugt mange penge på at forsvare varemærket, og så koster det på bundlinjen, at Hummel er blevet sponsor for bl.a. det danske landshold, siger Christian Stadil. Samtidigt er de finansielle omkostninger steget markant.

Christian Stadil forventer, at 2017 bliver et godt år for Hummel.

»Det bliver et rigtig fornuftigt år, hvad angår både top og bund,« siger Christian Stadil.

Det næste store mål er 2 mia. kr.

Christian Stadil, ejer af Hummel

Den danske modevirksomhed har eksisteret siden 1923. Fra 1999 og fremefter har den været ejet af Stadil-familien, som stræber efter en omsætning i Hummel på 2 mia. kr. årligt.

»Det har taget snart 100 år at nå 1 mia. kr. i omsætning. Det næste store mål er 2 mia. kr. Det kommer ikke til at tage 100 år, og det kommer heller ikke til at tage 10 år,« siger Christian Stadil.

Ifølge Hummel-ejeren er der ikke noget nyt at meddele i sagen mod den bortviste direktør Søren Schriver.

»Det tænker vi overhovedet ikke på. Vi bruger al vores tid på at koncentrere os om at øge vores forretning,« siger Christian Stadil.

Fredag d. 2. juni kom hele Thornico med nøgletal for 2016. Her fremgik det, at den samlede omsætning var øget til 7 mia. kr., mens resultatet før skat var faldet til lidt mere end 200 mio. kr. efter et stort tab i Stadil-konglomeratets skibsforretning.

BRANCHENYT
Læs også