Fortsæt til indhold

Dansk Supermarked overtager 81 Kiwi-butikker

Netto-kæden udvides med omkring 40 discountbutikker, som hidtil har været Kiwi. Målet er dermed at passere 500 danske forrretninger.

Erhverv

Konkurrenterne Dagrofa og Dansk Supermarked Group har indgået en aftale om overtagelse af 81 Kiwi-butikker. Langt de fleste bliver til Netto-forretninger.

Købmandskoncernen Dagrofa meddelte i april, at dens discountkæde Kiwi med over 100 forretninger lukkes. 27 af dem omdannes til Spar eller Meny, mens hovedparten af butikkerne og deres lejemål skal afhændes.

Torsdag morgen meddeler Dansk Supermarked og Dagrofa, at der er indgået en aftale om 81 lejemål. Og det betyder, at Dansk Supermarkeds Netto-kæde udvider - og dermed forventer at komme over 500 butikker her i landet som den første kæde.

Dansk Supermarked oplyser nemlig, at godt halvdelen af de 81 lejemål efter planen skal bruges til Netto-butikker - og omdannes hurtigst muligt. De øvrige »forventes afsat i markedet til øvrige aktører indenfor dagligvarer eller til andre erhvervsdrivende.«

Det understreges, at aftalen udelukkende omfatter lejekontrakterne samt de forpligtelser - og ikke køb af fast ejendom.

Dansk Supermarkeds koncernchef Per Bank udtaler i en meddelelse, at det er »en strategisk vigtig aftale for Dansk Supermarked Group, da vi hermed styrker Nettos fundament for succes mange år frem i tiden.«

Hos Dagrofa Per Thau, koncernchef i Dagrofa udtaler om aftalen:

»Vi er meget tilfredse med den indgåede aftale, der med et slag frigør os fra alle forpligtigelser vedrørende vores lejemål i Kiwi-regi.«

Parterne oplyser, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er blevet orienteret om butiksaftalen.

Artiklens emner
Salling Group
Dagrofa