Erhverv
0

Industrifamilie solgte livsværket til Danfoss – nu vælter pengene ind på kontoen

Familien Søndergaard Nielsen fra Kolding er god for mere end 2 mia. kr. efter sidste års salg af firmaet Sondex til Danfoss.

Aage Søndergaard Nielsen (tv.) og hans familie solgte sidste år industriselskabet Sondex til Danfoss med Niels B. Christiansen (th.) i spidsen. Nu viser regnskaberne, hvad firmaet kostede. Foto: Joachim Ladefoged

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans

Ejerfamilien Søndergaard Nielsen er blevet forgyldt af salget af industrivirksomheden Sondex til Danfoss sidste år.

Det viser en stribe nye regnskaber fra familiens selskaber, som i 2016 havde et samlet overskud efter skat på næsten 1,2 mia. kr. Det er mere end en tidobling af resultatet i de senere år.

Samtidigt står familien til at indkassere et trecifret millionbeløb i 2017 på baggrund af Sondex’ finansielle udvikling siden salget.

Det bringer familien anført af 75-årige Aage Søndergaard Nielsen op i top 50 over Danmarks rigeste personer og familier.

»Mine børn har jo været medejere, og de har så fået godt en fjerdedel (hver, red.) Hvad de bruger pengene til, ved jeg ikke, men de har forskellige ting, de gerne vil prioritere med deres tilværelse. I mit tilfælde bliver pengene forrentet med ikke særligt stor succes, men jeg får da et par procent om året indtil videre,« siger Aage Søndergaard Nielsen, der har ladet banken om at anbringe formuen i aktier, obligationer og ejendomme.

Sondex med hovedsæde i Kolding producerer pladevarmevekslere til industrien, og virksomheden solgte i 2016 for knap 1 mia. kr. med små 100 mio. kr. i overskud til følge.

Virksomheden var indtil sidste sommer ejet af stifteren Aage Søndergaard Nielsen og hans to børn, Mikkel Søndergaard Nielsen og Louise Søndergaard Andersen.

I faderens selskab blev overskuddet på næsten 600 mio. kr., mens børnene hver især har indkasseret et overskud på knap 300 mio. kr. sidste år. Desuden afslører regnskaberne fra de tre familiemedlemmers selskaber, at de har i omegnen af 400 mio. kr. til gode i forbindelse med handlen.

På baggrund af regnskaberne vurderer Frederik Aakard, partner i Oaklins, at Sondex blev solgt for ca. 1,8 mia. kr. svarende til 14 gange driftsindtjeningen.

»Det er en pænt høj industrimultipel,« siger Aakard, der er ekspert i virksomhedshandler.

Danfoss oplyser, at størstedelen af købsprisen allerede er blevet betalt, mens den resterende del afhænger af, hvordan driftsresultatet (EBIT) udvikler sig. I 2016 tjente Sondex 123 mio. kr. på driften, hvilket var på niveau med de foregående år.

»Vi regner med at få hele salgssummen ind,« siger Aage Søndergaard Nielsen.

Danfoss-topchef Niels B. Christiansen sagde sidste år, at der var tale om en milliardhandel i den forstand, at salgsprisen var over 1 mia. kr., men parterne har ikke villet sætte nøjagtige tal på.

Baseret på regnskaberne for 2016 er familien Søndergaard Nielsen god for i alt ca. 2,1 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også