Erhverv

Aldi og Lidl i krig mod amerikanske giganter - på deres egen hjemmebane

De to discountkæder vil bruge milliarder af dollars på at åbne nye butikker i USA og banke amerikanerne på prisen på dagligvarer.

De to tyske supermarkedskæder Aldi og Lidl er i gang med for alvor at udfordre deres amerikanske konkurrenter Wal-Mart og Kroger. Alene Aldi forventer at åbne yderligere 900 supermarkeder frem mod 2022 i USA.

Det vil koste den tyske kæde en investering på 3,4 mia. dollars og øge antallet af butikker fra 1.600 i dag til 2.500 om fem år. Dertil kommer et renoveringsprogram til 1,6 mia. dollars af 1.300 bestående supermarkeder, skriver Reuters.

Rivalen Lidl åbner den 15. juni sin første af i alt 100 planlagte butikker i USA og med priser, der angiveligt er op til 50 pct. billigere end traditionelle supermarkeder.

I forvejen kæmper mange af de kendte amerikanske kæder med at overleve, og Wal-Wart, der ellers har markedsført sig med at være den billigste, har mistet den position.

Wal-Mart tester lige nu lavere priser i 11 udvalgte amerikanske stater, hvor man har valgt at lægge sig 15 pct. under konkurrenternes priser.

Konkurrencen på dagligvarer en benhård i USA, og der har alene siden 2014 været 18 større konkurser i branchen, skriver Reuters.

»Vi vil vokse på et tidspunkt, hvor andre i detailhandlen har problemer,« siger adm. direktør Jason Hart fra Aldi, der tilføjer, at Aldis priser er op til 50 pct. billigere end de lokale konkurrenters.

I forvejen har både Aldi og Lidl skabt røre på det britiske marked, hvor man kæmper med Tesco og Wal-Marts britiske underselskab Asda.

BRANCHENYT
Læs også