Erhverv

Alt går efter planen: Vestas-datter har tabt næsten 1 mia. kr.

Det godt to år gamle MHI Vestas Offshore, der er et joint venture på havvind mellem Vestas og Mitsubishi Heavy Industries, tabte næsten 1 mia. kr. i sit seneste regnskabsår. Til gengæld investerer og hyrer man folk på livet løs.

Samarbejdet mellem Mitsubishi Heavy Industries og Vestas kaster endnu ikke penge af sig, men alt forløber efter planen, forsikrer man i regnskabet. Her ses en nacelle fra V164-møllen som er udviklet af Vestas, men nu produceres af MHI Vestas Offshore Wind. Foto: MHI Vestas Offshore Wind

Det er ikke alle virksomheder, der ligefrem jubler efter et underskud på 900 mio. kr. (121 mio. euro). Men når man kun har godt to år på bagen og i øvrigt investerer på livet løs i en investeringstung branche, der bevæger sig fremad, kan man i tilfældet MHI Vestas Offshore Wind sagtens se ud over de penge, man taber lige nu.

Selskabet er Vestas' havvindsatsning, som man ejer i fællesskab med japanske Mitsubishi Heavy Industries.

Som helhed gjorde både MHI Vestas Offshore Wind og havvindmølleindustrien »solide fremskridt« over året og nåede et nyt modenhedsniveau, og det er det, som MHI-ledelsen især hæfter sig ved.

2016/2017-regnskabet endte således med et underskud på 121 mio. euro, men det er »på linje med forventningerne«, som MHI Vestas Offshore Wind skriver - og i øvrigt på samme niveau som det underskud, der forventes i det nye regnskabsår.

Og sådan må det være, når man udvider fabrikkerne til de store V164-8MW-projekter, som også er dem, der især trækker dette års underskud ned på de 121 mio. euro.

»Det vil påvirke indtjeningen negativt på kort sigt,« skriver selskabet i årsrapporten.

Også på mandskabsfronten har man opgraderet, idet staben er udvidet mærkbart fra 1.134 den 1. marts 2016 til 1.836 et år efter, og MHI Vestas Offshore Wind lægger op til, at der er mere i vente på ansættelseskontoen, når aktivitetsniveauet øges - især på fabrikkerne.

Kigger man på cashflowet, kan man rent faktisk se, at det ikke bare er ordgejl med de solide fremskridt - det frie cashflow endte nemlig på 10 mio. euro til den positive side, hvor det året forinden var negativt med næsten 80 mio. euro.

Omsætningen i 2016/2017 endte på 531 mio. euro, hvilket er et lille nøk lavere end regnskabsåret forinden.

MHI Vestas Offshore Wind blev født den 1. april 2014 som et joint venture mellem Vestas og japanske Mitsubishi Heavy Industries.

MHI Vestas Offshore Wind har ikke ønsket at kommentere regnskabet.

BRANCHENYT
Læs også