Topchefer dumper Trump med et brag
Stor amerikansk undersøgelse viser, at hele 50 pct. af alt fra topchefer til regeringsrepræsentanter mener, at Trump har fejlet som præsident.
Dumpet med et brag. Nogenlunde sådan er konklusionen fra en lang række prominente amerikanere, hovedsageligt stribevis af amerikanske topchefer.
Hele 50 pct. mener ifølge en ny undersøgelse fra Yale, at de første 130 dage under præsident Trumps ledelse har været til dumpekarakter.
Det skriver erhvervsmediet CNN money.
»Dette er ikke et publikum af granola-spisende, demokratiske entreprenører. Det er et bredt udsnit af erhvervslivet, som også inkluderer nogen, der er ret meget for Donald Trump,« siger Jeffrey Sonnenfeld, professor på Yale og hovedmanden bag undersøgelsen, til CNN Money.
80 pct. af de adspurgte i undersøgelsen var adm. direktører og talte bl.a. IBM's topchef, Steve Schwarzman, ligesom det amerikanske medicinalselskab Merck & Co's topchef, Ken Frazier, var blandt de adspurgte.
Donald Trump har siden sin tiltrædelse været ramt af flere skandalesager. Senest har han været i vælten efter fyringen af den nu tidligere FBI-chef James Comey.
Han har siden i en vidneforklaring beskyldt Donald Trump for bl.a. at være en løgner i sagen om den tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynns kontakter til Moskva under præsidentvalgkampen.
På det mere rent politiske plan har han heller ikke haft meget succes. Hans storstilede plan om at tilbagerulle sundhedsreformen Obamacare og erstatte det med noget andet, er endnu ikke lykkedes, ligesom den planlagte skattereform også lader vente på sig.
I øvrigt er det værd at bemærke, at blot 42 pct. af de adspurgte i undersøgelsen fra Yale tror, at Donald Trump kommer igennem med sin skattereform, som bl.a. vil kunne få stor betydning for de amerikanske virksomheder.

