Bitcoins ramt af stor nedtur
Den digitale kryptovaluta Bitcoin er på få dage blevet markant mindre værd.
En himmelflugt af de helt store ser nu ud til at være afløst af lidt af en nedtur. I hvert fald for dem, der inden for de seneste dage måtte have investeret i den digitale kryptovaluta bitcoin.
Prisen er nemlig faldet hele 19 pct. siden mandag, skriver det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg.
Faldet kommer bl.a, efter at den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley i en analyse har påpeget, at kryptovalutaen er afhængig af regeringers og myndigheders accept, hvis den vilde kursudvikling skulle kunne fortsætte.
Inden faldet siden mandag var værdien af bitcoins tredoblet, alene i løbet af 2017.
Det er bl.a. en stigende efterspørgsel på bitcoins i Kina og det forhold, at flere virksomheder, f.eks. den russiske e-handelsgigant Ulmart og det japanske flyselskab Peach, har accepteret valutaen som betalingsmiddel, der har drevet kursen i vejret.
Bitcoin er kun én af mange forskellige kryptovalutaer, der løbende kommer flere af. Den næststørste er Ethereum.

