Erhverv

Leder i Sveriges største avis: Danskerne snører os gang på gang

Avisen Expressen er ikke imponeret af de svenske politikere og deres forhandlingsevne. Den mener, at svenskerne er for blåøjede, når de handler og forhandler med Danmark.

De godtroende og konsensussøgende svenskerne bliver narret af de snu danskere, og det koster de svenske skatteydere milliarder af kroner, skriver Expressen på lederplads. Foto: Carlberg.

Milliardtab i PostNord, en elendig skatteaftale og svenske kommuner, som glædeligt bruger svenske skattekroner på at lave reklame for København.

Den svenske avis Expressen er ikke i tvivl: "Danskerne lurer brallorna av oss dumma svenskar" - Danskerne narrer bukserne af os dumme svenskere, lyder det.

Kritikken på lederplads fra redaktør Patrik Kronqvist går egentlig ikke så meget på danskerne. Mere på, hvor tåbelige og godtroende hans egne svenske politikere er, når de forhandler aftaler på plads med Danmark.

Han nævner især tre eksempler. Med PostNord som det seneste.

»Vi fik godt nok 1,4 mia. kr. i kompensation i 2009, da PostNord blev etableret (sammenlægningen af det danske og svenske postvæsen), men det er en sølle trøst, når tabene hober sig op i den danske del. Svenske skatteydere kommer til at betale milliarder af kroner for at redde det danske postvæsen,« skriver han.

Og det stopper ikke med posten. Expressen mener også, at Sverige blev narret, da de to lande indgik en skatteaftale om, at man skal betale sin skat, hvor man arbejder og ikke, hvor man bor.

Det koster ifølge Patrik Kronqvist de skånske kommuner op mod tre mia. kroner - godt nok svenske - om året i mistede skattebetalinger. Det er hovedsageligt folk bosat på den svenske side af Øresund, der pendler til Danmark og arbejder. Ikke omvendt.

»Den dårlige (svenske) evne til at forhandle går igen på flere områder. For nogle år siden blev Øresundsregionen omdøbt til Greater Copenhagen. Også selv om den svenske side betaler halvdelen af omkostningerne. Kritikere mener, at svenske skatteydere betaler for at markedsføre København over for internationale turister,« skriver redaktøren.

Men hvorfor er det sådan. Expressen mener, at danskerne bare er bedre til at forhandle og læse det med småt i en kontrakt.:

»I den gamle handels- og søfartsnation findes en helt anden tradition med at være påpasselige end i Sverige. Vi kan godt vente på den danske velvilje, men jeg så hellere, at de blågule repræsentanter lærte nogle tricks af de snu danskere,« skriver Patrik Kronqvist.

BRANCHENYT
Læs også