Jussi Adler-Olsen høster millionoverskud efter international krimisucces
Indtjeningen i Jussi Adler-Olsens eget selskab vokser - og har nu en egenkapital på 88 mio. kr.
Forretningen ruller for den danske succesforfatter Jussi Adler-Olsen. Hans selskab har netop offentliggjort tal for 2016, og de viser et overskud før skat på 24 mio. kr.
Jussi Adler-Olsen har i sit forfatterskab markeret sig med krimiserien om Afdeling Q. De første syv bøger i serien, hvor den seneste, Selfies, udkom i oktober 2016, har gjort ham til en meget populær forfatter både her i Danmark samt internationalt.
Ifølge forfatteren selv er der nu solgt omkring 17,5 mio. eksemplarer internationalt. Og bøgerne er afsat af forlaget til udgivelse i over 40 lande. Det mener han også, at det nye regnskab tydeligt afspejler.
»Vi har organisk vækst, og flere lande kommer på. I de store markeder som bl.a. Tyskland, Holland, Norge og Sverige er salget stigende til over 1 mio. eksemplarer hvert sted. Det præger også indtjeningen. På den måde, som jeg arbejder, svinger det jo noget med indtægterne fra år til år - alt efter om der er nyudgivelser eller ej. Jeg kan da kun være tilfreds med det nye regnskab,« siger Jussi Adler-Olsen.
I 2015 havde krimiforfatterens selskab, Adlerolsen.Dep ApS, et plus på 22,8 mio. kr. før skat mod 24,1 mio. i 2016. Selve driftsindtjeningen steg markant i fjor sammenlignet med året før - men det blev på bundinjen belastet af et minus i finansielle omkostninger, og samtidig dykkede de finansielle indtægter.
Adlerolsen.Dep ApS havde dog ved udgangen af 2016 en egenkapital på 88 mio. kr. - efter at der er trukket et udbytte på 16 mio. kr. Året før havde Jussi Adler-Olsens selskab en egenkapital på 85 mio. kr. efter et udbytte på 4 mio. kr.
Forfatteren fortæller til Finans, at udbyttet på de 16 mio. kr. i 2016 især hænger sammen med et par ejendomsinvesteringer både her i landet og i Barcelona, som han foretog i fjor. Derfor valgte han at øge udbyttet fra selskabet det år.
Ifølge Politikens Forlag, som udgiver Jussi Adler-Olsen, er serien om Afdeling Q planlagt som én lang fortælling bestående af 10 selvstændige romaner. Filmrettighederne til de første fire bøger har ligget hos Zentropa, mens de resterende seks bøgers filmatisering er hos Nordisk Film.
| Adlerolsen.Dep ApS (mio. kr.) | 2016 | 2015 |
|---|---|---|
| Bruttoresultat | 29 | 20 |
| Driftsresultat | 25 | 18 |
| Resultat før skat | 24 | 23 |
| Årsresultat | 19 | 17 |
| Egenkapital | 88 | 85 |


