Sandy French bliver ny nyhedsdirektør i DR
Nu har DR sat navn på afløseren for Ulrik Haagerup. Afløseren er fundet internt i DR.
DR har fundet sin nye nyhedsdirektør. Det bliver den 42-årige Sandy French, der fra den 1. august får titel af nyhedsdirektør. Sandy French bliver nyhedsdirektør, efter at den forhenværende nyhedsdirektør Ulrik Haagerup tidligere på året meddelte, at han stoppede på posten til fordel for en stilling som direktør i Constructive Institute. Det oplyser DR.
Sandy French har arbejdet i DR i seks år, og hun har i øjeblikket titel af indholdschef. Den nye nyhedsdirektør har en fortid som spindoktor i den borgerlige regering i slutningen af 00'erne. Her var hun særlig rådgiver for Brian Mikkelsen, da han var henholdsvis justits- og erhvervsminister.
»Jeg er meget glad for, at en enig bestyrelse har peget på Sandy French som den rette til at lede DR Nyheder. Nyhedsområdet er kerne public service-stof, og troværdige nyheder til den brede befolkning er vigtigere end nogensinde. Vi har valgt Sandy French, fordi hun netop har bevist i praksis, at hun kan skabe langsigtede resultater og transformation på det journalistiske område. Hun har dybe rødder i klassiske public service-værdier og er garanten for, at netop disse værdier også tages med ind i den fremtidige udvikling af DR Nyheder,« udtaler Michael Christiansen, bestyrelsesformand i DR, i forbindelse med udnævnelsen.
Inden årene som spindoktor gjorde hun karriere som politisk reporter og leder af den politiske redaktion på Dagbladet Information. I 2005 skiftede hun til en stilling som politisk redaktør og redaktionschef på Ekstra Bladet, hvor hun senere blev en del af den øverste ledelse, inden hun i 2009 altså blev spindoktor.
»Falske nyheder og irrelevante historier truer mediernes legitimitet og gennemslagskraft, og en stadig større del af befolkningen føler sig afkoblet fra den fælles samtale. DR er en af de institutioner, der kan gøre en positiv forskel. Jeg ser det som min vigtigste opgave at levere danskerne kvalitetsnyheder, som de kan stole på – uanset hvad deres foretrukne platform er. Det vigtigste er kvaliteten og troværdigheden, for man skal kunne stole på DR. Jeg er både stolt og glad over at skulle stå i spidsen for en gruppe medarbejdere og chefer, som hver dag går på arbejde for at gøre DR til en sikker havn i nyhedsstrømmen,« udtaler Sandy French.

