Guldfamilie i Hellerup breder danske smykker ud i verden
Overskuddet falder en smule i smykkefirmaet Ole Lynggaard, hvor ejerfamilien fortsat investerer i at øge eksporten endnu mere.
Selvom et nyt regnskab viser et lille dyk i indtjeningen, er familien bag Ole Lynggaard Copenhagen, der sælger eksklusive smykker, tilfreds. Den er nemlig fortsat i gang med at opbygge eksport og distribution på flere nye markeder af danske smykker - og det koster.
Regnskabet for familievirksomheden bag, Ole Lynggaard A/S, er netop indleveret til erhvervsregistret. Og det viser, at selskabet på koncernbasis med alle aktiviteter har forbedret bruttofortjenesten med 3 mio. kr. til 82 mio. kr. Resultatet før skat dykkede dog med 1,7 mio. kr. i forhold til 2015 og nåede 11,2 mio.
Ledelsen betegner selv årets resultat for »tilfredsstillende« ud fra, at der fortsat investeres markant i at komme endnu bredere ud i verden. Mens familien for 2015 valgte at trække 4,5 mio. kr. ud i udbytte, fremgår det af regnskabet, at ejerfamilien ikke henter penge ud af selskabet for 2016.
Ole Lynggaard A/S med hovedsæde i Hellerup ejes af stifterens to børn, kreativ direktør Charlotte Lynggaard og adm. direktør Søren Lynggaard.
Før finanskrisen solgte smykkefirmaet størstedelen af sine varer i Skandinavien, men de senere år er en række europæiske lande kommet godt med - især bl.a. Tyskland og Schweiz. Ambitionen i er at etablere sig globalt som »det foretrukne luksusbrand for kvalitetsbevidste kunder, der ønsker skandinavisk smykkedesign.«
Smykkefirmaet med hovedsæde i Hellerup nord for København blev etableret af Ole Lynggaard i 1963 og har altid været familieejet. I regnskabsberetningen fremgår det også tydeligt, at ejernes mål er, at familien fortsat skal drive og være aktive i selskabet.
Adm. direktør Søren Lynggaard sagde for et par år siden til Finans, at familien har fået flere henvendelser om salg - men alle afvises.
»Vi vil være en dansk familieejet design-, produktions- og håndværksvirksomhed, hvor familiens tætte tilknytning og ejerskab sikrer den eksisterende firmakultur,« skriver ledelsen i regnskabet.
Ole Lyngaard A/S har 119 ansatte - 45 af dem er guldsmede som arbejder i Hellerup.
Årsregnskab - group:
| Ole Lynggaard A/S (mio. kr.) | 2016 | 2015 |
|---|---|---|
| Bruttofortjeneste | 82 | 79 |
| Resultat før skat | 11 | 13 |
| Årsresultat | 9 | 10 |
| Egenkapital | 72 | 68 |

