Erhverv

Mikkel Kessler afviser deltagelse i ny bokseturnering

Den danske verdensstjerne føler sig ikke klar til at træde ind i World Boxing Super Series' krævende koncept, fordi han stadig er langt fra topformen.

Foto: Lars Poulsen/Polfoto

Mikkel Kessler og hans manager Allan Back undrer sig.

Onsdag meddelte arrangørerne bag World Boxing Super Series, at Kessler er blevet tilbudt et wildcard til den økonomisk attraktive bokseturnering, men den danske bokser takkede nej allerede den 1. juni. Han ønsker slet ikke et wildcard.

»Vilkårene er gode, og konceptet er godt, men turneringsformatet passer desværre ikke til Mikkel Kesslers nuværende situation. Det har vi meddelt Team Sauerland, så jeg stiller mig lidt undrende over for, at wildcardet meldes ud i offentligheden,« siger Allan Back.

Mikkel Kessler selv er også ganske klar i mælet. Han kommer ikke til at stille op mod verdens bedste på nuværende tidspunkt. Deltagerne i turneringen er ikke navngivede endnu, men det ligger fast, at bokserne skal kæmpe tre kampe inden for et år.

»Jeg er professionel, ikke amatør. Jeg er stadig i gang med at bygge en grundform op efter fire års pause, og jeg er slet ikke parat til at møde boksere på højeste niveau. Det vil være uansvarligt af mig at gå ind i den turnering, og som jeg hele tiden har sagt: Det er ikke pengene, der er min motivation.«

Mikkel Kessler vurderer, at han vil kunne bokse i oktober eller november, men ikke mod et topnavn.

»Jeg har været fristet til at sige ja, men mit team er heldigvis opmærksomme. Jeg husker selv den bedste version af mig selv og har stor lyst til at bokse, men teamet kan se, at jeg ikke er klar. Kampene skal afvikles alt for hurtigt efter hinanden til, at jeg kan nå at restituere og justere min boksning. Da jeg var bedst, boksede jeg ikke mere end to gange om året. Jeg vil ikke stille op til noget, som jeg kan risikere at måtte melde fra til senere,« siger Mikkel Kessler.

Men hvad regner Mikkel Kessler så med i efteråret? Hvis de bedste er optaget af turneringen, er der så nogle han gider at møde?

»Jeg ved ikke, hvem der deltager, og derfor har jeg ikke overblik over mulige modstandere uden for turneringen. Men hvis den er færdig i sommeren 2018, kan jeg have opbygget en form til at møde vinderen senere næste år.«

Du er helt sikker på, at du ikke deltager?

»Ja, der er for mange ting, der ikke passer til mig i det koncept.«

BRANCHENYT
Læs også