Ikea får grønt lys til kæmpe-varehus i København
Den svenske detailgigant forventer at være færdig med byggeriet af nyt city-varehus i 2020.
Efter et langt tilløb er Ikea klar til at ekspandere i Danmark med endnu et varehus, som opføres tæt ved indkøbscentret Fisketorvet i hovedstaden.
Det ligger fast, efter at Københavns Borgerrepræsentation torsdag har sagt god for en lokalplan, der dækker området Kalvebod Brygge Vest. Det skal rumme et Ikea-varehus på 37.000 kvadratmeter.
»Det er utroligt dejligt med godkendelsen af den endelige lokalplan. Vi glæder os meget til at komme i gang med byggeriet og til at sætte en endelig dato for åbningen,« udtaler adm. direktør Dennis Balslev, Ikea Dannmark om projektet og godkendelsen.
Koncernen har i forvejen fem danske varehuse og sætter nu fart i jagten på en totalentreprenør til projektet i København. Dennis Balslev forventer, at første spadestik der kan tages i første halvdel af 2018, mens åbningen finder sted to år senere - i 2020.
Ikea har varehuse i Aarhus, Odense, Aalborg, Taastrup og Gentofte. Dennis Balslev har tidligere sagt til Finans, at ud over den kommende ekspansion i København ser han muligheder for yderligere vækst. Han sagde i efteråret 2016 i den forbindelse:
»Vi mener ikke, at markedet er dækket og ser muligheder for flere Ikea-varehuse rundt om i Danmark. Det gør vi os en del tanker om, men er ikke klar til at afsløre noget om det endnu.«
Årsregnskab:
| Ikea Danmark (mio. kr.) | 2015/16 | 2014/15 |
|---|---|---|
| Omsætning | 3.972 | 3.716 |
| Resultat før skat | 346 | 251 |
| Resultat efter skat | 269 | 192 |
| Medarbejdere | 2.510 | 2.343 |

