Fortsæt til indhold

Zalando køber sig ind i dansk modemilliardærs selskab

Bestseller-koncernen og den tyske onlineaktør Zalando står sammen om selskab, som vil skabe digital handel mellem Europas modemærker og tøjbutikker.

Erhverv

Den danske modegigant Bestseller og den tyske onlinekæmpe Zalando vil stå for en større del af handlen med modetøj i Europa. Zalando køber sig derfor ind i et selskab, som Bestsellers stifter, Anders Holch Povlsen, står bag.

FashionTrade.com er navnet på virksomheden, der med base i Amsterdam arbejder med at digitalisere engroshandlen med mode – altså mellem producenter og butikker samt forhandlere. FashionTrade skal ifølge ambitionerne blive den største markedsplads i Europa for netop moden - i leddet før salg til forbrugerne.

FashionTrade er etableret af Bestseller United, som er et af selskaberne i Holch Povlsens familiekoncern. Nu overtager den tyske onlinekoncern Zalando halvdelen af FashionTrade i et joint-venture.

Parterne fremhæver, at selvom Bestseller - der selv har flere end 3.000 butikker i 38 lande og desuden afsætning via 15.000 andre engrosforhandlere - er igangsætter, rettes FashionTrade mod alle aktører i branchen.

»Det er en slags Zalando for professionelle. Hos Bestseller har vi mange engroskunder. Og Anders Holch Povlsen vil med etableringen af dette selskab gerne være med til at sikre enkle og digitale handelsløsninger rettet mod alle i modebrachen - også små mærker og tøjbutikker. Med Zalando ombord får vi endnu bedre muligheder for at udvikle det,« siger Pernille Geneser, der er it-direktør i Bestseller og adm. direktør for FashionTrade.

Parterne oplyser, at Zalando kommer ind i FahionTrade gennem en kapitalforhøjelse - men ønsker ikke at præcisere, hvor stort et beløb som skydes ind i selskabet, der har eksisteret siden 2015. Det understreges dog, at begge ejere er klar med de fornødne investeringer til at styrke FashionTrade.

Bestseller og Zalando har i forvejen tætte relationer. Dels gennem partnerskaber om afsætning og logistik af modetøj, og dels er ejeren af den danske koncern, Anders Holch Povlsen, faktisk en af de store aktionærer i den børsnoterede, tyske koncern. Anders Holch Povlsen ejer samtidig eller er storaktionær i en række andre selskaber – også inden for onlinehandel med tøj. Det gælder eksempelvis britiske Asos og danske Miinto.

Anders Holch Povlsen udtaler i en meddelelse om det nye samarbejde, at han ser store muligheder i en digitalisering af engrossalg med mode – og at bringe mange tøjmærker samt detailhandlere sammen i en simpel onlineløsning. Derfor er han glad for at byde Zalando og den koncerns ekspertise om netop digital handel ind i det nye partnerskab.

Pernille Geneser, IT-direktør i Bestseller. PR-foto.

Zalando har en strategi om at spille en mere aktiv rolle i europæisk mode end bare at afsætte tøj fra forskellige leverandører. Derfor har Zalando bl.a. rullet forskellige partnerskaber ud. Koncerndirektør David Schneider, som også er medstifter af Zalando, understreger, at målet med FashionTrade-investeringen er at skabe nye forbindelser mellem modebranchens aktører. Og at udnytte digitalisering og teknologi til det.

Artiklens emner
Zalando
Bestseller