Erhverv

Buskrig optrappes: Molslinjen åbner hurtig og billig busrute mellem Aarhus og København

44 gange om ugen vil Molslinjen sende en bus mellem Aarhus og København. Navnet på bussen bliver "Kombardo Expressen".

Her ses Jesper Skovgaard, kommerciel direktør i Molslinjen, foran den nye bus "Kombardo Expressen", der tager de første passagerer ind på lørdag. Foto: Molslinjen

Den danske buskrig får nu en ny og overraskende deltager.

Rederiet Molslinjen, der årligt fragter 2,8 mio. danskere med færge mellem Jylland og Sjælland, lancerer en busrute mellem Aarhus Rutebilstation og Hovedbanegården i København. Det sker i samarbejde med busselskabet Herning Turist.

Buslinjen får navnet "Kombardo Expressen" og kommer til at køre 44 gange om ugen mellem landets to største byer. Undervejs får passagerer mulighed for at strække benene på Molslinjens færge, der sejler mellem Aarhus og Odden.

Billetprisen vil begynde fra 99 kr., og turen med "Kombardo Expressen" er sat til at tage 3 timer og 20 minutter.

»Vi har lyttet til vores kunder uden bil, som længe har haft et ønske om en effektiv og billig rejse mellem Aarhus og København. Det ønske opfylder vi med Kombardo Expressen, og samtidig kommer vi med en stærk udvidelse af vores færgeprodukt,« siger Jesper Skovgaard, kommerciel direktør i Molslinjen.

Den nye busrute fra Molslinjen bliver både billigere og hurtigere end det, de andre spillere på busmarkedet mellem Aarhus og København kan tilbyde.

Hverken RødBillet eller Abildskou, der samarbejder med den tyske busgigant FlixBus, har så lave billetpriser eller hurtige tider, ifølge busselskabernes hjemmesider.

Kollektiv trafikkrig

Rejsende over Storebælt

Med DSB:

  • 2012: 8.788.000
  • 2015: 8.297.000
  • 2016: 7.982.000
  • Fald i pct.: 9,2

Rejsende med Rødbillet.dk:

  • 2013: Ca. 75.000
  • 2016: Ca. 810.000
  • Vækst i pct.: 980

Rejsende med Abildskou:

  • 2012: 200.000 til 250.000
  • 2015: Ca. 500.000
  • 2016: Ca 475.000
  • Vækst i pct.: 100-150

Køretøjer over Storebælt:

  • 2012: 10.894.082
  • 2015: 11.880.022
  • 2016: 12.437.748
  • Vækst i pct: 14,1

Kilder: DSB, Abildskou, Rødbillet.dk, Flixbus, A/S Storebælt

RødBillet og Abildskou har de seneste år oplevet en voldsom vækst i antallet af passagerer, som de fragter over Storebælt. Det sker, samtidig med at DSB siden 2012 har mistet knap hver 10. passager på strækningen over Storebælt.

Konkurrencen på ruten mellem Aarhus og København er så hård, at Eurolines, et af Europas største busselskaber, efter kort tid måtte skrinlægge en storstilet satsning mellem netop de to byer.

»Vi har ikke undervurderet opgaven, for vi ved, hvad det kræver at åbne en indenrigsrute i Danmark, men RødBillet har virkelig fået fat i det danske marked. De har skabt noget, der fungerer, og som mange danskere efterspørger,« sagde Eurolines' skandinaviske landechef, Jonas Schmidt, til Finans i december om afskeden med det danske marked.

Selvom nogle aktører altså har haft svært ved at komme ind på markedet for buskørsel mellem Aarhus og København, tror Molslinjen på, at selskabet står med et konkurrencedygtigt produkt, fortæller Jesper Skovgaard.

»Mange personer har henvendt sig og spurgt, om vi ikke kunne sætte en bus ind mellem Aarhus og København. Den efterspørgsel vil vi gerne imødekomme, og hvis det bliver en succes, er vi klar til at sætte flere busser ind på ruten,« siger han.

Jesper Skovgaard fortæller, at Molslinjen har arbejdet på produktet, siden rederiet stoppede sit samarbejde med Abildskou i foråret.

Modsat RødBillet, der har forskellige prisklasser, vil prisen være den samme for alle, unge som gamle, brugere af "Kombardo Expressen". Dog vil priserne stige, i takt med at den pågældende afgang nærmer sig.

De første passagerer med "Kombardo Expressen" stiger på bussen allerede på lørdag kl. 10.25 fra København.

BRANCHENYT
Læs også