Dramatisk retsopgør: Lovede Newcastle-ejer virkelig en millionbonus væk i en brandert?
Skal man punge ud, hvis man har lovet en millionbonus væk i fuldskab? Det mener en tidligere ansat i den britiske tøjkæde Sports Direct, der nu trækker Sport Directs ejer i retten.
Et retsopgør af den mere kuriøse slags har ramt det britiske erhvervsliv.
Sagen udspiller sig mellem den kendte britiske milliardær Mike Ashley, der ejer sportskæden Sports Direct og fodboldklubben Newcastle United, og en tidligere direktør i Sports Direct, Jeff Blue.
Retsopgøret kan kort koges ned til følgende: Er det juridisk gældende, når man kommer til at love sin ansatte en klækkelig millionbonus i en ordentlig brandert på den lokale pub?
Det mener Jeff Blue i hvert fald. Og nu skal det britiske retssystem tage stilling til, om han har ret. Det skriver The Guardian.
Men lad os starte ved begyndelsen.
I 2013 tog fem mænd, heriblandt Mike Ashley og Jeff Blue, en tur på pubben the Horse & Groom, der ligger i Fitzrovia i det centrale London.
Udover Mike Ashley og Jeff Blue bestod gruppen af tre personer fra finansbranchen.
Aftenen udviklede sig hurtig til en regulær druktur, hvor flere af mændene efter sigende drak ti fadøl – og derudover også adskillige drinks.
Ifølge Jeff Blue skal Mike Ashley på et tidspunkt have sagt, at hvis Sports Directs aktier steg til mere end 8 pund stykket, ville Ashley give Jeff Blue en bonus på 15 mio. pund.
I februar 2014 steg aktien til mere end 8 pund, og Jeff Blue mente nu, at han havde krav på sin bonus. Det mente Mike Ashley sjovt nok ikke.
Mike Ashley betalte faktisk Jeff Blue 1 mio. pund i bonus, men det er de resterende 14 mio. pund, som Blue nu er gået rettes vej for at få fingrene i.
Og dermed er vi tilbage til essensen af retsopgøret. Er man juridisk forpligtiget til at udbetale en bonus, man er kommet til at love i fuldskab?
Selv afviser Mike Ashley det hele som »total crap«, som han onsdag formulerede det i retten, da det var hans tur til af fremlægge sagen fra sit synspunkt.
»Da vi ankom til pubben, begyndte vi at drikke virkelig meget. Vi har nok fået fire eller fem omgange alene i løbet af den første time. Jeg kan ikke huske detaljerne fra de samtaler, vi havde i baren, fordi der blev drukket igennem. Men jeg kan huske, at der blev pralet en del,« fortalte Mike Ashley ifølge The Guardian.
»Men jeg finder det utroligt, at Mr Blue faktisk mener, at jeg lavede en bindende aftale om en bonus på 15 mio. pund. Det er det rene vrøvl,« tilføjede Ashley i retten.
Sagen har også kastet lys over en heftig drukkultur, der ifølge Jeff Blue har udspillet sig omkring ledelsen i Sports Direct og Mike Ashley.
Ifølge Blue var det ikke unormalt, den gang han var ansat i selskabet, at ledelsen flyttede møderne ned på den lokale pub, hvor der blev indtaget store mængder alkohol. Den anklage har Mike Ashley også afvist, selv om han medgiver, at det var normalt, at ledelsen ofte tog en pint sammen efter arbejde.
Udover den aktuelle sag har Mike Ashley gennem årene opbygget sig et renommé som en enfant terrible i det britiske erhvervsliv - især via hans rolle som ejer af Newcastle United. Ifølge the Guardian er Mike Ashley god for ca. 2,2 mia. pund.
Der er endnu ikke afsat en dato for, hvornår sagen skal afsluttes.



