Svinkløv Badehotel brændte ned: Nu er genopbygningen sikret
Fonden bag Svinkløv Badehotel får udbetalt en forsikringssum på 36 mio. kr. Dermed er det nu sikkert, at det historiske badehotel bliver genopført.
Det nye Svinkløv Badehotel bliver en realitet. Det står klart, efter at fonden bag det historisk badehotel får udbetalt en erstatningssum fra forsikringsselskabet Alm. Brand på 36 mio. kr.
Svinkløv Badehotel i nordjyske Fjerritslev brændte ned til grunden den 26. september sidste år. Branden begyndte, da en tørretumbler i badehotellets kælder kortsluttede, og branden udviklede sig så voldsomt, at det historiske hotel ikke stod til at redde.
»Med denne aftale er genopførslen sikret. Vi er tilfredse med summen og samarbejdet med Alm. Brand. Det gør, at vi nu kan kontrahere med byggefolk,« siger Steen Royberg, bestyrelsesformand for Fonden Svinkløv Badehotel, til Finans.
Ifølge Alm. Brand har det ikke været let at fastsætte en erstatningssum til det gamle hotel.
»For Svinkløv Badehotel var pakket ind fra top til tå i skræddersyede løsninger, og det har stillet store krav til vores folk om at finde en fair pris, der kan dække de fleste udgifter til at genetablere badehotellet. Jeg er glad for, at det er lykkes, og at fonden og forpagterne er tilfredse med løsningen, så hotellet kan blive genopført,« udtaler Brian Wahl Olsen, skadedirektør i Alm. Brand, i en pressemeddelelse.
Planen er, at det nye badehotel skal stå færdig i foråret 2019. Ca. 26 mio. kr. fra forsikringssummen skal gå til genopbygningen af selve hotellet, mens de resterende 10 mio. kr. skal gå til nyt indbo samt driftstab, mens hotellet bliver genopbygget.
»Det nye hotel bliver i den samme kvalitet som det gamle,« lyder det fra Steen Royberg.
Selv om fonden bag badehotellet fra 1926 nu får udbetalt 36 mio. kr., står det ikke mål med det beløb, som bestyrelsen gerne vil bruge på genopbygningen.
Udover at genopføre Svinkløv Badehotel i dets oprindelige stil har fonden bag hotellet nemlig også planer om at lave en række opgraderinger, heriblandt en større underetage, som skal gavne hotellets køkken.
»Der var f.eks. ikke bad på alle værelser. Vi mangler små 10 mio. kr. til at kunne indfri de planer. Men vi er i forhandlinger med nogle fonde, og vi får afdækket det henover sommeren. Men vi er rimelig fortrøstningsfulde i forhold til at komme i mål,« siger Steen Royberg.

