Lars Larsen åbner danske møbelbutikker i Asien
Møbelkæden IDdesign, der er ejet af Lars Larsen, vokser kraftigt. Nu vil den på få år fordoble antallet af butikker.
Møbelselskabet IDdesign - med dynekøbmand Lars Larsen som ejer - er klar til at gå ind i Asien. Samtidig indledes en større offensiv, så dens udenlandske kæde med nu 21 butikker som minimum skal nå op på 42 om fem år.
Kæden er allerede solidt placeret i Mellemøsten, men åbner nu også forretninger med skandinavisk design i flere lande rundt om i Europa og Asien.
Lars Larsen, der ejer Jysk-koncernen med 2.400 butikker i 48 lande, overtog i 2013 selskabet IDdesign, der driver de danske møbelkæder Ilva og IdeMøbler. Med i selskabet er også en lille - og her i landet stort set ukendt butikskæde - under netop navnet IDdesign.
Den består aktuelt af 21 butikker - primært i Mellemøsten. De senere år er også bl.a. Ungarn, Cypern og Spanien kommet med. Og nu ekspanderer kæden, hvis butikker alle drives af lokale partnere gennem franchise-aftaler.
IDdesign har netop indgået aftale med en partner, som først i 2018 åbner en stor butik med skandinaviske møbler i den koreanske hovedstad Seoul. Og planen er at etablere endnu flere butikker der de kommende år.
»Dermed rykker vi ind i Asien, hvor der uden tvivl kommer butikker til også en række andre metropoler. Vi får mange henvendelser fra mulige partnere som vil være med, og det arbejder vi med,« siger kædedirektør Piet Klein, IDdesign.
Mens selskabets danske kæder også aktuelt ekspanderer med både nye butikker i IdeMøbler og Ilva, arbejdes der i hovedsædet sideløbende med franchisekæden. Og den kommende tid kommer der således nye bolighuse til i både Qatar, Oman og Libanon.
»Målet er at fordoble franchisekædens størrelse inden for de næste fem år, så vi til den tid har over 42 butikker rundt om i verden. Derfor har vi eksempelvis ansat en ny chef til ekspansion inden for franchise, og han kommer med erfaringer fra BoConcept, der netop har en stor, global butikskæde,« siger Piet Klein.
Kædedirektøren fremhæver, at selvom der lige er lukket en første aftale i Asien, og der også er andre projekter på vej i den verdensdel, er fokus for ekspansionen især rettet mod nye markeder i Centraleuropa.
Piet Klein siger samtidig, at erfaringerne fra selskabets kæder kombineres, så eksempelvis Ilva drager nytte af den måde, som salget sker på i franchisekæden ude i verden - og omvendt.
IDdesigns adm. direktør Michael Christiansen fastslår, at det samlede salg i virksomheden er stigende, og han oplever en stærk efterspørgsel i både Danmark og udlandet efter de nye bolighuse-koncepter. Derfor sættes »turbo på vækstplanerne«.
IDdesign og Jysk drives på linje med Lars Larsens andre selskaber selvstændigt. De tætte relationer betyder dog også, at der samtidig fokuseres på tværgående muligheder.
Lars Larsen har tidligere sagt til Finans, at han med tiden ser muligheder i at lade de forskellige kæder i hans samlede koncern ekspandere under samme tag i store møbelhuse.

