Fortsæt til indhold

Facebook, Twitter og Snapchat kæmper om rettigheder ved VM 2018

De tre giganter er alle interesserede i at erhverve sig rettigheder til VM-højdepunkter fra amerikanske Fox.

Erhverv

Verdensmesterskaberne i fodbold har længe været en af klodens største, mest prestigefyldte og mest eftertragtede sportsbegivenheder. Ofte resulterer det i en hanekamp tv-udbydere imellem, som til gengæld for millioner får lov til at vise billeder fra verdens største fodboldfest.

Men i USA ser det nu ud til, at de traditionelle tv-stationer ikke længere er de eneste, som blander sig i forhandlingerne omkring, hvem der må sende VM-billeder. Facebook, Twitter og Snapchat har nemlig budt flere millioner dollars til 21st Century Fox Inc. for at kunne vise højdepunkter fra VM-kampene, som spilles i Rusland i 2018. Det skriver Bloomberg.

Fox, som viser kampene i USA, er fortsat i tvivl om, hvorvidt rettighederne skal sælges til én bejler, eller om de skal spredes mellem de forskellige interesserede parter. Den amerikanske tv-kanal betalte i sin tid 400 millioner dollars, svarende til 2.6 milliarder kroner, for at erhverve sig tv-rettighederne til VM 2018 i Rusland og i 2022 i Qatar. Spørgsmålet er for Fox, hvorvidt sådanne aftaler vil skaffe kanalen flere seere til selve kampene, eller om det vil resultere i et tab af annoncepenge, hvis sponsorer vælger at placere deres annoncer på de sociale medier i stedet for.

Det er ikke første tiltag, som de tre sociale medier tager for at vise sportsbegivenheder. Twitter har nemlig tidligere underskrevet en aftale med amerikansk fodbold (NFL) i USA, mens Snapchat viste billeder fra OL 2016. Facebook har derimod allerede arbejdet med fodbold, da mediet fik rettigheder til at vise klip fra Champions League.

De tre medier får dog ikke lov til at underskrive en global aftale i forhold til at streame VM, da FIFA kun skriver individuelle kontrakter med nationale udbydere, som også giver sidstnævnte rettigheder til online distribution i det pågældende land.

Ifølge FIFA så 280 millioner kampe fra VM 2014 på en mobiltelefon eller en bærbar enhed. Begivenheden er verdens mest værdifulde sportsbegivenhed rent kommercielt, kun overgået af OL.

Artiklens emner
Facebook
Snapchat