Fortsæt til indhold

Ewii-formand træder tilbage efter massiv kritik

Formanden for det omstridte energiselskab Ewii, Steen Dahlstrøm, stopper.

Steen Dahlstrøm, til højre i billedet, mens han stadig var formand for EWII, i gang med at plante det første træ i Evighedsskoven i foråret 2017 sammen med tidligere og topchef Knud Steen Larsen til venstre i billedet, der også måtte forlade posten, og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) i midten. Foto: Arkiv
Erhverv

Den udskældte bestyrelsesformand for energikoncernen Ewii, Middelfart-borgmester Steen Dahlstrøm (S), træder tilbage.

Det sker efter en række kritiske afsløringer, der bl.a. kostede Ewii-topchef Knud Steen Larsen sin post.

Tirsdag den 15. august var der ellers indkaldt til møde i repræsentantskabet, hvor formandens skæbne skulle afgøres. Flere medlemmer havde på forhånd givet udtryk for, at de ville have Steen Dahlstrøm til at følge Knud Steen Larsen ud af selskabet.

Nu går formanden selv på grund af den kritik, der er rejst af ham som person, siger han.

»Denne kritik skal ikke stå i vejen for det, der er den vigtigste opgave for EWII nu - nemlig at se fremad. Derfor har jeg også besluttet, at det er det rigtige tidspunkt at træde tilbage fra såvel bestyrelse som repræsentantskab. På den måde kan repræsentantskabet i august vælge en ny formand, der kan stå i spidsen for denne proces,« udtaler Steen Dahlstrøm i en pressemeddelelse.

Næstformand i bestyrelsen, Carl C. Poulsen, er blevet konstitueret formand indtil repræsentantskabsmødet den 15. august.

Kritikken er væltet ned over Steen Dahlstrøm fra både eksperter og repræsentantskabsmedlemmer siden fyringen af topchef Knud Steen Larsen. For det første er den nu afgående formand blevet kritiseret for, at han ikke har givet en forklaring på, at topchefen igennem 12 år stoppede med øjeblikkelig virkning.

Tværtimod har Steen Dahlstrøm fastholdt, at Knud Steen Larsen ikke har brudt nogle regler i forhold til hans hyppige brug af sponsorrejser eller hans private forretninger med Ewiis største leverandør Munck-Gruppen.

For det andet er Steen Dahlstrøm blevet kritiseret for, at han selv har været dybt involveret i mange af Knud Steen Larsens fejlbeslutninger. Det drejer sig bl.a. om en række fejlslagne kommercielle beslutninger.

Steen Dahlstrøm selv har afvist kritikken.

»Jeg er stolt over de resultater, Ewii har nået, men jeg er som sagt også kommet frem til, at det er det rette tidspunkt, at der kommer nye kræfter til,« udtaler Steen Dahlstrøm i forbindelse med sin fratrædelse.

Artiklens emner
Serie: El-kongens fald
Ewii